Oysterboys Rejseblog

De Forenede Arabiske Emirater byder på herskersuiter og guldkaffe på et af verdens fineste hoteller. Vandrutsjebaner med hajrør. Motorvejssammenfletninger som ligner båndsalat. Indkøbscentre med udstillingsobjekter så ekstravagante at de overgår de fleste af verdens museer. Tag med til den Arabiske halvø midt i den stegende hede højsommer hvor luksushoteller fås i alle prisklasser mellem 200 og 200.000 kr. pr nat.

Vores ankomst til Dubai er ikke let. Vi har været oppe klokken 4 om morgenen og været undervejs i seks timer da vi i knap 50 graders varme ankommer til Dubais terminal 2. Terminal 2 er lavpristerminalen. Terminalen lever i den grad op til sit navn for ingen har gidet fylde Dirhams i de 5 forskellige pengeautomater der står i ankomsthallen og den gratis shuttlebus til Terminal 1 hvor vi skal hente vores Budget udlejningsbil er også sparet væk. I stedet må vi tage en taxa.

Allerede fra taxaen får vi en forsmag på Dubais vilde trafik. Motorvejene har typisk 6-7 spor i hver retning og når vejene krydser hinanden, forgrenes de mange baner nærmest momentant og efterlader et vejnet der betragtet fra oven mest af alt ligner at kigge ned på en skål kogt spaghetti. Banerne forsvinder vilkårligt til højre og venstre op ad broer og ned i tunneller og tilmed ud mod forvirrende normale langsomme byveje der løber parallelt mod hver motorvejs yderste højre spor. ”Tak for kaffe” tænker jeg der træt og nyankommet snart selv skal ud at køre i dette totale trafikvirvar.

Hos Budget biludlejning er der først kø hvorefter Vijayender – verdens måske langsomste inder – skal udfylde alle forsikringspapirerne der attesterer at vi må tage vores bil med til Oman (samt udlevere den originale registreringsattest der ligeledes er påkrævet). Så er det rart at vi ikke er særlig trætte, børnene overhovedet ikke er utålmodige, vi slet ikke er sultne og det overhovedet ikke er særligt varmt. Med GPS’en tilsluttet og med dens navigationsvolumen skruet op på ultramax kaster vi snart efter vores fine hvide Chevrolet Aveo ud i eftermiddagstrafikken. Allerede ved udkørslen til lufthavnen kommer vi – trods GPSen – flere gange i tvivl. Vejene deler sig hele tiden og det er nærmest et mirakel at vi kommer i den rigtige retning. Ude på motorvejen går det helt amok i valgmuligheder. Vores hotel er af samme grund valgt med en beliggenhed kun omkring 5 kilometer i fugleflugtslinje fra lufthavnen. Desværre svarer det til ti kilometers motorvejskørsel og utallige muligheder for at køre den forkerte vej i de intet mindre end 4 gigantiske sammenfletninger vi undervejs skal passere. En enkelt gang har jeg formået at placere mig i motorvejens yderbane da det går op for os at vores afkørsel godt hundrede meter længere fremme befinder sig syv baner længere til højre i inderbanen. På nærmest mirakuløs vis lykkes det mig alligevel at få flettet over til den rigtige afkørsel. Til sidst når vi stressede og udmattede frem til vores hotel i Al Jaddaf kvarteret – et kvarter der stadig er under opførelse. Overalt skyder enorme byggekraner mod himlen. Her venter os et dejligt og helt nybygget Premier Inn hotel med lækker rooftop terasse med pool og udsigt over Dubais skyline og et 4-sengsværelse der her midt i lavsæsonen utroligt nok kun koster 200 kr pr nat for hele familien.

Næste dag vover vi igen pelsen og sætter kursen i vores udlejningsbil mod Abu Dhabi. Morgenmyldretidstrafikken er vild og tæt, men heldigvis ligger vores hotel i udkanten af Dubai og vi kører modsat trafikken så vi slipper hurtigt ud af byen og kommer på den lange og lige motorvej let til Abu Dhabi. Hvad vi ikke aner er at hvor man I emiratet Dubai kan tillade sig at køre op til (tror jeg nok) 20 km/t over den tilladte hastighed før man får en bøde så gælder i emiratet Abu Dhabi den regel at hvis man kører blot 1 km/t for hurtigt så får man en bøde hvis man bliver blitzet. Kontant afregning. Til gengæld er bøderne angiveligt kun halvt så store i Abu Dhabi så familien Oyster  ’nøjes’ med at måtte betale 600 kroner for den ene gang vi bliver fotograferet.

Emiraternes største moske hedder Sheikh Zayed Grand Mosque – den kan huse op til 40.000 bedende og den har kostet 545 millioner USD at opføre. Det parkeringshus vi ledes hen til, ligger foruroligende langt væk fra moskeen især taget i betragtning af at temperaturen midt på dagen igen nærmer sig de halvtreds grader. Charlotte har heldigvis været forudseende og taget paraplyer med til at skærme for solen. Dem får vi dog indledningsvis ikke brug for, for det er jo Emiraterne vi befinder os i, så naturligvis har man konstrueret en kæmpe underjordisk og fuldt airconditioneret shoppingarkade indeholdende utroligt lange rullebånd der leder fra parkeringskælderen og hen til moskeens indgang. Ret praktisk hvis man lige står og mangler en souvenirkamel eller en ny skjorte som så kan indkøbes på vejen.

En formodet fartbøde senere ankommer vi til Abu Dhabis Hotel Emirates Palace. Her koster en kop kaffe overstrøet med ’23-karat-guldflager’ 72 AED (130 kr). Selvfølgelig får frække Øster med de utroligt mange sociale-medier-følgere lige tiltusket os en gratis rundvisning på stedet. Rundvisningen leder os forbi en guld og marmorbeklædt  ’Diamantsuite’ (40.000 kr. pr nat), og en 265 m2 Royal Khaleej (’guldhorn’) Suite. Til gengæld er vi ikke vigtige nok til at se en af de 6 ”Hersker-suiter” som angiveligt kun er for statsoverhoveder og kongelige og som de fleste ansatte aldrig selv har set. Den private strand der naturligvis stiller private kameler til rådighed for gæsterne, gider de meget forståeligt heller ikke have turister rendende rundt på.

Efter vores rundtur i Oman besøger vi også Atlantis-hotellet i Dubai. Vi spenderer en herlig (men utrolig varm) dag i deres fantastiske Aquaventure vandland (se separat tidligere facebook post) og ser efterfølgende deres udmærkede Lost Chambers Aquarium. Vandlandet har blandt andet end rutsjebane hvor man til sidst skydes gennem et gennemsigtigt plastikrør mens man er omgivet af levende hajer. Også på Atlantis får vi en rundvisning og vi er minutter fra at få lov til at se den ikonisk ’Bro-suite’ – hotellets øverste og dyreste suite. Her i lavsæsonen koster den med rabat beskedne 30.000 USD pr nat (suiten figurerer ofte på lister over verdens dyreste hotelværelser og i 2002 var det iflg. nogle lister det dyreste hotelværelse der fandtes). Desværre er den kinesiske superrigmand der skal bo i suiten ankommet lidt før planlagt så vi når lige nøjagtig ikke at se verdens tidligere måske dyreste hotelværelse.

Charlotte har i årevis fablet om hvor billige guld og diamantringe er i Dubai samt hvor meget hun har fortjent et repræsentativt udvalg heraf. Vi lægger derfor vejen forbi ’Guld Souq’en’ og forlader den beklageligvis 15.000 kroner fattigere. Til gengæld har Charlotte fået både et halskædevedhæng, et par øreringe, en fingerring og et armbånd, der alle skinner og funkler så det halve kunne være nok. Ude bagved sidder intet mindre end 150 fuldtidsansatte indere/pakistanere/bangladeshere og polerer og tilpasser smykker.  Trods en klækkelig rabat har vi muligvis betalt for meget for vores smykker. I hvert fald bliver vi tilbudt et gratis 22 kilometers lift hjem til vores hotel af en uhyre elskværdig inder fra Kerala, der godt gider stoppe på KFC på vejen og gøre Jonas glad fordi han så får sin yndlings takeaway-mad. Senere møder vi flinke Daniel – som jeg kender fra facebook-gruppen Every Passport Stamp – og hans søde kone Rianda os i baren på vores hotel. De er fra hhv. NZ og Sydafrika, men de bor og arbejder begge i Dubai. Vi får en god snak om den store verden og vores fælles rejsevenner inden vi udmattede efter en lang dag falder om af træthed på vores værelse.

Dagen efter står den på shopping i Dubai Mall. Dubai Mall er iflg. Wikipedia verdens næststørste indkøbscenter (hvis der måles på fysisk udbredelse – eller nr. 26 på listen over flest tilgængelige butiks-kvadratmeter). Det huser naturligvis en indendørs skøjtebane, en enorm nattemodel over Dubai der hænger ned fra loftet, alverdens kunst og sågar et af verdens bedst bevarede dinosaurusskeletter. Den 24 meter lange Diplodocus longus består af 90% originalt materiale. Skulle du have lyst til at tage Dino med hjem er den efter 5 udstillings-år lige nu på auktion og buddene starter på tilforladelige 4 millioner USD.

Mens vi går rundt i Dubai mall bliver jeg ringet op af Nicklas fra Aftenshowet. Han forsøger at få mig i studiet sammen med Statsminister Mette Frederiksen samme aften. Desværre kan han (og hun) absolut ikke vente til vi er hjemme dagen efter. I stedet foreslår han en live Skype session om aftenen, men det må vi desværre også afslå da vi skal på ørkensafari. Til sidst haster vi midt på dagen hjem for i stedet at få optaget et indslag. Vi skyder det oppe på hotellets tagterrasse foran poolen hvor ungerne glade svømmer rundt. Desværre bliver det vist ikke særlig godt. Jeg er temmelig udkørt og har den knap 50 grader varme sol lige i masken. Charlotte skal holde min iPhone som vi sender fra og hun bliver nødt til at dreje den så jeg kan ikke selv se hverken skærmen eller Nicklas der interviewer mig. Midt i optagelsen lukker telefonen selvfølgelig ned fordi den overopheder og da vi får ringet op igen fra en iPad tager det nogen tid før vi får det hele til igen at virke. Utroligt hvad man gør for et par minutters sendetid på landets største kanal.

Ørkensafarier som udflugt fra Dubai koster normalt mellem 400 og 800 kroner pr person. Nærige Østerboy som har været på en sådan tur før og som er ret sikker på at alle ture er fuldstændig ens uagtet hvem de er booket igennem, finder dog hurtigt en tur på nettet til kun 200 kr pr person og efter 5 minutter har jeg kommunikeret med en flink inder og bestilt den via WhatsApp. Turen indeholder en times (privat) transport hver vej, udmærket aftensmad og drikkevarer ad libitum, ørkenræs og lidt turistkamelridning, -sandboarding, -hennatatovering samt et fotogent ildshow på en scene midt i ørkencampen.  At man i ellers dyre Dubai kan få alt det for kun et par hundrede kroner er nærmest et mirakel og selv om jeg altså ikke får mødt vores statsminister og det hele selvfølgelig er noget turisthurlumhej er det en fin udflugt – også for børnene til trods for at aftensmaden først serveres lidt før klokken otte om aftenen.

Mens vi kører vild ørkenfræs i den specialbyggede firhjulstrækker tikker der pludselig en SMS ind fra Nicklas på Aftenshowet. Den informerer mig lakonisk om at mit indslag desværre er blevet pillet ud af aftenens program fordi Mette Frederiksen behøver længere tid til at forklare sin sammedags-undskyldning til Godhavnsdrengene. Lidt ærgerligt. Omvendt har jeg jo allerede en gang tidligere haft fornøjelsen af at være i Aftenshowet og at DR1 ikke bringer indslaget, muliggør formentlig min efterfølgende optræden i Go’ morgen Danmark som jeg (og forhåbentlig også Charlotte) nødigt ville have været foruden.

Således ender vores rundtur på den arabiske halvø inklusiv en 6-dages afstikker til mit sidste land Eritrea. Den store Airbus 380 leder os roligt og sikkert mod hjemlige himmelstrøg. Den er langtfra fuld og på næsten halvdelen af turen ligger jeg fuldt udstrakt på fire midtersæder, der udgør den bedste liggeplads jeg nogensinde har haft på et fly. Senere samme dag venter et 30 mand stort surpriseparty i vores have – og forude venter et par uger i mediemøllen.

Priseksempler:

Premier Inn Dubai Al Jaddaf – hotel, 4 personer pr nat DKK 200

Billeje: Chevrolet Aveo. Leje 7 dage DKK 1.075, tillæg for at tage bilen fem dage til Oman DKK 300, en uges forsikring for Oman DKK 460, en uges ekstra forsikring Dubai og Oman (for at sikre vejhjælp i Oman) DKK 570 – total en uges billeje FAE og Oman DKK 2.400:

Benzin koster 4 kr pr liter.

Ørkensafari – 5,5 time inkl ørkenræs, mad, transport oma – DKK 200 pr person.

Taxatur – 15 km – 80 kroner.

Meget andet er hundedyrt i Dubai – Normalpris for indgang til hhv. Atlantis vandland og udsigtsplatformen i Burj Khalifa er feks DKK 600 pr person.

Der er militær og politi overalt på gaderne og det er
tydeligt at dette er et af verdens fattigste lande da jeg kører i min taxa fra
lufthavnen og ind til mit luksushotel der hedder Kangaroo Hotel. I de
allerfattigste/farligste lande booker jeg tit lidt bedre hoteller fordi de
typisk – ligesom det også er tilfældet her – har kalashnikov-bevæbnede
sikkerhedsvagter foran hotellet døgnet rundt. Derudover får man for blot 50 USD
pr nat utrolig meget luksus for pengene i denne del af verden.

Indcheckningen på hotellet tager over en halv time til trods
for at hele 4 (søde og flinke, men ikke uhørt godt begavede) receptionister
tager del i den og til trods for at jeg hele tiden har det aftalte beløb i
hånden i kontanter. Hotellet er et af landets bedste, der er en dejlig
svømmepøl om hvilken byens elite om aftenen sidder og spiser god fransk mad
(Burundi er tidligere Belgisk koloni) eller drikker den lokale Primus øl i
720ml flasker (7 kr pr stk). I bedste (eller værste) kolonistil er hotellet en
luksuriøs oase midt i en by og et land præget af fattigdom og armod.

“Oru mono meeza” – “du er en god person”
– lærer de søde unge piger på hotellet mig at sige på det lokale sprog der
hedder Kirundi (tæt beslægtet med Swahili). Hvilket jeg (som altid) efter en
kort pause følger op med “Dje-va mzungu omsaazee” – “Jeg er den
skøre, hvide mand”. Det får normalt de lokale til at grine, men her kigger
de med rynkede bryn lidt underligt på mig. Måske fordi de ikke forstår hvad jeg
siger – eller måske snarere fordi de ikke tør grine af den hvide mand.

Efter lidt tidligere uheldige oplevelser med politi og
militær i andre korrupte lande har jeg ikke tænkt mig at tage nogle chancer. Så
jeg beslutter ikke at tage rundt i landet og at nøjes med en dagstur rundt i
Bujumbura – storbyen med officielt 500.000 indbyggere (uofficielt formentlig
det tredobbelte), som indtil få dage før min ankomst udgjorde det for landets
hovedstad (her i februar 2019 er landets hovedstad af uransagelige årsager officielt
flyttet to timers kørsel væk til Gitega med kun 30.000 indbyggere).

Jeg allierer mig (formedelst 20 USD) med Pascal (som hedder
noget andet, men han synes at det er nemmere med Pascal) fra hotellet som min
guide/fixer og hans ven der hedder Egide som er far til fire og chauffør. Der
er kun en ting jeg rigtig gerne vil se her i landet og det er de såkaldte ‘Burundi
Drummers’. Et tromme-ensemble der rejser rundt i verden og spiller med kendte
musikere – men også et alment fænomen idet det er almindeligt med optrædener
fra forskellige lokale trommegrupper til bryllupper, fester og generelt i det
offentlige rum. Pascal har lovet mig at dem skal vi se, han siger han har
undersøgt sagen og arrangeret det – og jeg har ventet to dage på at det skulle
komme i stand.

Først kører vi imidlertid en hel masse andre steder hen. Til
Safi beach hvor vi ser lokale unge fyre spille fodbold på stranden foran den
gamle og ikoniske ‘Lake Tanganyika Restaraunt’ hvor en af landets tidligere
ledere angiveligt blev dræbt i et af landets utallige kup. Til en lille
zoologisk have, hvor de fodrer leoparden med et levende marsvin og videre (uden
at jeg hverken har bedt om det eller får fortalt hvor vi monstro er på vej hen)
ud af Bujumbura-provinsen og ind i Mutambu-provinsen. At vi forlader bygrænsen
betyder at vi skal passere et militær-checkpoint, men heldigvis slipper vi let
igennem. Det gør vi iflg. Pascal ‘fordi Egide kender politimanden’. Særdeles
betryggende.

Udenfor bilruderne er gaderne proppede med mennesker, dyr,
små bikse og markeder galore som det hører sig til i Afrika. Et mylder af liv
og fattigdom. Ustandseligt ser vi bevæbnede mennesker. Store eskadriller af
militærfolk i camouflage-uniformer der jogger synkront, pick-up trucks med
maskingeværer bagi og militærpoliti med kalahsnikovs på ladet og almindelige
politifolk i forskellige slags uniformer. Pascal har sagt at jeg ikke må tage
billeder når politi eller militær er i nærheden. “Må jeg bare ikke tage
billeder af dem – eller skal jeg helt lade være med at tage billeder hvis de er
i nærheden” spørger jeg. “Number 2” svarer han bare. Det fatter
jeg ikke helt. “Det er bare fordi her har været nogle som har taget
billeder og så har de bagefter lavet dem om i Photoshop så det ser ud som om
der er optøjer, selv om der ikke er” (…?) uddyber han lidt efter.

Vi er på vej op i bjergene uden at jeg aner hvor vi skal hen
og det føles lidt utrygt især taget i betragtning af at vi kun har aftalt en
‘city tour’. “Vi vil bare vise dig et udsigtspunkt” siger Pascal som
om han har læst mine tanker. Snart efter står vi på toppen og glor ned over oceanet
af blikskure der ligger ufatteligt tæt og strækker sig ind mod Bujumbura.
“Nu vil jeg gerne se de der trommeslagere” siger jeg til Pascal.
“ja-ja” siger han. Men i virkeligheden kører vi en hel masse andre
steder hen. For at komme tilbage ind i byzonen skal vi igen forbi et checkpoint
og denne gang kigger en ung bevæbnet soldat vredt ind bag i bilen hvor jeg
sidder, hvorefter han forlanger at se mit pas. Jeg har kun en lamineret kopi,
da mit pas ligger på hotellet, men efter lidt halvhidsig parlamenteren på
Kirundi får vi lov til at fortsætte. “Han var lidt sur – men hans
politichef drikker tit øl med min chef på vores hotel og så fik vi lov til at
køre igennem”, siger Pascal. Beroligende..

Næste stop viser sig (efter at jeg har bedt Egide vende om
fra endnu en detour og endnu et udsigtspunkt oppe i bjergene) at være ved
‘Monument de l’unite’. Her kommer en vagt straks farende med sin AK-47 maskinpistol
og siger at vi ikke må komme ind. Dernæst stopper vi ved en lille,
interimistisk gadekiosk hvor Pascal bruger lang tid på at købe kuglepenne og
notesblokke (2,5 kr pr stk) til en konference der skal holdes på vores hotel i
morgen. Videre til Place de la Revolution, hvor det vrimler med militær og jeg
får at vide at jeg skal pakke mit kamera helt væk. Til sidst kører vi rundt om
‘Place De L’independance’ (som var der hvor amerikanerne blev arresteret). Midt
på pladsen står en utrolig grim statue af en eller anden leder. Pascal – som
jeg ikke har fortalt om amerikanernes problemer – siger at ‘jeg skal passe på
her’, men at jeg ‘måske kan tage et snigerfoto af hegnet ind mod pladsen med
min mobiltelefon’. Jeg fortæller ham at jeg tror at jeg overlever uden et
billede af en grim statue af endnu en diktator (dvs. jeg fortæller ham at jeg
overlever – ikke at hverken statuen eller diktatoren er grim) og at jeg nu godt
kunne tænke mig at se de der Burundi Drummers som hele turen var arrangeret ud
fra. “Gør det noget at vi lige kører forbi og henter min kæreste
først?” spørger Pascal.

Lidt efter er vi endelig på vej mod der hvor trommeslagerne angiveligt
øver sig hver mandag eftermiddag – efter at jeg har aftalt med Pascal at vi
venter med at hente hans kæreste til tromme-sceancen er slut. Sidst på
eftermiddagen ankommer vi derfor langt om længe til et slidt, gammelt hus hvor
der står ‘Community House’ på et skilt ude foran. Men huset er forladt og der
er ikke skyggen af en trommeslager i nærheden. Først senere finder jeg ud af
hvorfor. Pascal ligner ikke en der synes det er noget synderligt problem at det
eneste han har lovet mig at se – og som han har brugt 2 dage på at arrangere –
ikke lige bliver til noget.

Da vi har hentet Pascals kæreste – hun bor ved og arbejder
på den kendte ‘Marquis’-bar og restaurant – kører vi til Saga Beach for at se
solnedgang. Her møder jeg et belgisk par der i fem år har drevet en af byens
mest kendte restauranter. Saga Beach ligger ud til Tanganyika-søen som er
verdens næstdybeste sø (efter Bajkal-søen). Til trods for dens dybde er vandet
i dag ligeså blikstille som stillestående vand i en balje. Ude i vandet står et
par palmer og længere ude stikker en flodhest fra tid til anden sit enorme
hoved op. “Du er heldig” siger restauratøren fra Belgien. “Søen
er kun så rolig et par gange om året.”

Det er også belgierne der giver mig forklaringen på de
fraværende ‘Burundi Drummers’. ‘Præsidenten har for nylig indført forbud mod
offentlig trommeoptræden i Bujumbura’ fortæller de. Tidligere kunne man ellers
se dem hver søndag øve på boldbanerne ved stadion og ofte se dem til fester
rundt om i landet – men nu skal man søge om tilladelse og betale en stor afgift
for at se dem – fortæller de. Om de heller ikke må øve i deres ‘Community
House’ ved jeg ikke helt, men jeg antager at såfremt de gør er der ikke længere
offentlig adgang.

Senere finder jeg ud af at, at slå på tromme er ikke det
eneste man ikke må i Bujumbura. I 2014 forbød Burundis Præsident Pierre
Nkurunziza jogging i grupper af mindst to personer(!). Det gjorde han
angiveligt fordi han mente at motionsløb i flok kunne være en fortløber for en
folkelig opstandelse (der i sidste ende måske kunne lede til et militærkup).
Straffen for motionsløb – såfremt det ikke foregår i en officiel løbeklub og på
et af de af præsidenten officielt udpegede ni løbesteder – er nu fra fem års
fængsel til livstid(!). Åbenbart gælder ‘løbe-i-flok-forbuddet’ dog ikke
militæret selv for dem ser jeg som nævnt flere gange løbe rundt på rad og række
i store flokke. For at forstå forbuddet til fulde er det vigtigt at forstå at
løbeklubber i Burundi har haft meget stor historisk betydning. Hutuer og
Tutsier havde separate løbeklubber og man hjalp de andre medlemmer i klubben
næsten som var de familie.

Mens solen går ned over palmerne og flodhesten i
Tanganyika-søen filosoferer jeg lidt over mit fire dage lange besøg i verdens
næstfattigste land. Desværre har jeg ikke været ordentligt rundt ude i landet
(fordi jeg ikke turde). Og desværre har jeg ikke fået set ‘Burundi Drummers’ –
alligevel synes jeg at jeg har fået et fint, lille indblik i byen Bujumbura
hvor motionsløb og trommespil i grupper er forbudt, hvor det er nærmest
ulovligt at fotografere og i landet hvor præsidenten – naturligvis – siden 2015
har været i gang med sine tredje præsidentperiode til trods for at forfatningen
dengang kun tillod to perioder. Sidenhen har den gode Hr Nkurunziza – hvordan
det så end er lykkedes ham – fået et stort flertal af befolkningen til at
stemme for at han kan blive siddende helt til 2034 – det er jo – i landet hvor
det er forbudt at løbe – godt at have lidt tid at løbe på..

Med mit SAS Eurobonus Guldkort i lommen står jeg som nummer
3 i business check in køen i lufthavnen da jeg fra Bujumburas lidet imponerende
internationale lufthavn skal flyve hjem med Star Alliance selskabet Ethiopian
Airlines. Jeg har kun håndbagage og har allerede tjekket ind på nettet, men
mangler mine boardingkort da jeg ikke selv råder over en printer. Den første i
køen tager 10 minutter at checke ind. Bagved ham står en fyr med tre gulvtæpper
der hver vejer over 50 kilo. Det er dejligt at det kun tager dem en TIME at
tjekke ham ind. Ind i mellem går de frem og tilbage mellem små kontorer, hvor
jeg antager at pengesedler bliver udvekslet og pakker desuden de lange
gulvtæpperuller lidt ud og ind. Undervejs kommer der tre gange en vigtig
VIP-mand – i to af tilfældene eskorteret af en uniformeret vagt – og snyder sig
som det mest naturlige i verden foran mig i business-køen. Da jeg endelig
kommer frem til skranken får jeg kun udleveret et boarding kort fra Stockholm,
Arlanda til København. Det mener jeg er lige i underkanten i forhold til hvor
jeg befinder mig. I business-skranken forefindes selvfølgelig ingen printer, så
den ugidelige mand må hver gang han skal udlevere et boarding-kort – hvilket
han ret ofte skal – møve sig igennem folkehoben til en af naboskrankerne. I
andet forsøg får jeg søreme også udleveret mit boarding-kort fra Bujumbura via
Kigali til Addis Abeba i Etiopien. ‘Så mangler jeg bare mit boarding-kort fra
Etiopien til Sverige’ informerer jeg manden der efter en kort tredje
spadseretur og efter samlet blot halvanden times indcheckningstid endelig
returnerer med mit tredje og sidste boardingkort. Der bor mange flinke
mennesker i Burundi – som i alle andre lande – men bortset fra at det var en
fornøjelse at møde adskillige af dem (og at bo på billigt luksushotel) må jeg
desværre erkende at Burundi mildest talt ikke står særligt højt på listen over
lande jeg har lyst til at vende tilbage til.

End of trip
– back to work – thanks for following – enjoy the pics.

Mange flere billeder kan ses HER

PS Tromme-videoerne i albummet er venligst udlånt af den
gode Ric Gazarian fra Counting Countries / GlobalGaz – de er optagede i Februar
2019 i den nye hovedstad Gitega – hvor det endnu (allernådigst) er tilladt
offentligt at slå på tromme i flok uden forinden at have opnået en dyr
offentlig godkendelse.

English version here.

Comorerne er et af verdens mindst besøgte selvstændige lande. Det ligger mellem Madagaskar og det afrikanske kontinent. Kun få flyselskaber flyver til landet. Et af dem er Air Madagaskar som jeg efter lidt billetforviklinger får lov til at sige ombord hos (Air Madagaskar ændrede returflyvningen til at gå via Mayotte og det krævede iflg. Travelgenio – som jeg uheldigvis havde købt billetten igennem – at billetten blev ’revalideret’, hvilket først lykkedes to dage før afgang efter en lang og sej kamp).

Comorerne er en tidligere fransk koloni, hvilket betyder at det er et godt sted at befinde sig hvis man kan tale fransk. Det betyder også at der er flere steder hvor man kan få god fransk mad. Jeg indlogerer mig på ’Fredens have’ – ’Jardin de la Paix’-hotellet i hjertet af hovedstaden (50 Euro pr nat med aricon og morgenmad, Comorerne er ikke særligt billigt) og bestiller straks en særdeles velsmagende hummer i karry med kartoffelmos (12 Euro). I mange fattige fiskerilande er hummer ikke nogen særlig eksklusiv spise og retterne på menuen med kylling eller oksekød koster nogenlunde det samme.

Derefter går jeg på byrundtur i hovedstaden. Comorerne er 99% (sunni) muslimsk (den sidste ene procent er kristne tilflyttere og NGOere typisk fra Frankrig) så overalt i gaderne går mænd rundt i lange – ofte hvide – muslimske kjortler og bærer på hovedet den traditionelle runde muslimske hat. Kvinderne har flagrende, farverige lange gevandter og slør. Hurtigt finder jeg ud af at de ikke bryder sig om at blive fotograferet og tager derfor kun ganske enkelte billeder af kvinder og da kun fra lang afstand. Lidt en skam for på byens store (og fattige) søndagsmarked ser jeg adskillige kvinder med gul pasta smurt i ansigtet – dem ville jeg grumme gerne have foreviget, men jeg fornemmer at det ikke er det rette sted at stikke mit store Nikon op i snotten på dem. Skraldet flyder i gaderne, her emmer af fattigdom og så snart man drejer væk fra de større veje ser man alenlange rækker af blikskure. Varmen er lummer og trykkende som jeg sjældent har oplevet det og det føles som om temperaturen er over fyrre grader.

Næste dag har jeg formedelst 40 Euro hyret Ibrahim – en flink fyr på 32 år, der har en søn og en datter på 11 og 7 år – til at køre mig på ø-rundtur. Overalt på øen ses landskaber af sorte lavasten. Når entreprenante Ibrahim ikke taler i telefon eller sender SMS’er eller aftaler dette og hint med folk han møder langs vejen beretter han at lavastenene stammer fra ’et katastrofalt vulkanudbrud i 1975 – og et mindre et i år 2000’. Han fortæller også (på fransk) at indbyggertallet i landet udgør 5.000 individer plus 2.000 kinesere der arbejder med at anlægge veje. Senere finder jeg ud af at befolkningstallet i Comorerne udgør omkring 850.000 personer, så Ibrahims øvrige oplysninger skal muligvis tages med et gran salt – og internettet fungerer kun sporadisk her på Comorerne, så det er ikke altid let at faktatjekke.

Nordkysten af Comorerne byder på vulkansøen Lac Sale som ingen ved hvor dyb er. Den ligger syret og smukt omgivet af bjerge, palmer, hav og kyst. Til min store overraskelse er de nærliggende strande her på nordkysten helt vildt smukke – nærmest flottere end dem i Seychellerne og Mauritius. Ved Maloudia-stranden (som på comorisk betyder ’bølge-stranden’) har præsidenten to dage tidligere lagt de første sten til et nyt 5-etagers luksusresort der skal opføres af firmaet ’Armada Dubai’. ”Her er ingen andre resorter på hele øen og det seneste forsøg på et luksushotel gik nedenom og hjem for 15 år siden”, får jeg at vide af den Dubai-baserede englænder Abdulla der er projektleder for opførelsen af Armada-hotellet.

Jeg ser kun en restaurant på hele nordkysten og her skal fisken, risene og tomatsovsen bestilles mindst to timer i forvejen. Da jeg veltilfreds sidder og gnasker den glimrende fisk i mig, kommer Emily forbi. Hun er fra Minneapolis, har lært sig selv at tale Comorisk og arbejder for det amerikanske Peace Corps. I halvandet år har hun boet i landsbyen ved siden af restauranten sammen med de lokale som hun hver dag underviser i engelsk. Hun skal bo her et år mere og elsker det simple liv her ved bølgestranden og de to andre og næsten ligeså smukke strande i de næste to bugter. ’Vi har ikke haft strøm i 20 dage fortæller hun. Udover da præsidenten var her da tændte de for generatoren i en times tid. Og vi har lige fået at vide at vi heller ikke vil have strøm de næste 45 dage’. Siger hun uden at ligne en der synes det er noget særligt stort problem.

Jeg har kun tre dage / to nætter i Comorerne og det er egentlig meget passende for udover at spise udmærket fransk mad er her når man har set hovedstaden, søndagsmarkedet og været på ø-rundtur ikke så vanvittigt meget at foretage sig (udover at snakke med de seje NGO’ere der hænger ud i ’Fredens have’ that is). Men øen har en nogenlunde venlig befolkning, og som sagt en flot vulkansø, nogle overraskende fantastiske strande og er et godt sted hvis man gerne vil øve sig i at tale fransk.

Mange flere billeder fra Comorerne HER.

English version here

Madagaskar – Hvor Baobabtræerne blomstrer

Madagaskar byder på legesyge lemurer og på guldgravere der vasker guld i de røde floder. På familier der fisker midt i uendelige risterasser. På orkidemarker der bruges til vaniljedyrkning og på insekter, gekkoer og kamelæoner som man ikke finder andre steder i verden. Tag med til et af Afrikas allerbedste rejselande som i min optik er i top-5 i verden hvad angår rejsefotografering.

Mit besøg i Madagaskar finder sted lige midt i regntiden. Nærmest på første side i enhver guidebog til landet står der at nu skal man holde sig væk. Udover regn i regnskoven – og i resten af landet – byder perioden nemlig også på cykloner der fra tid til anden fører flyaflysninger med sig og kan gøre landets mange grusveje aldeles ufremkommelige.

Men nu er kolde, mørke februar-Danmark jo ikke noget særligt attraktivt alternativ – så jeg ræsonnerer at tredive grader og lidt eventuel regn og vind vel nok alligevel går an. Andre synes at have ræsonneret anderledes for da jeg ankommer til hovedstaden Antananarivo (kaldet Tana), skal det vise sig at jeg er den eneste turist på mit guesthouse. Sådan skal det vise sig ofte at være på min rundtur i landet, hvor det en gang i mellem føles som om jeg er landets eneste turist.

På mit lille hyggelige Avamada Lodge (som naturligvis må være opkaldt efter min datter) i hovedstaden får jeg øvet en masse fransk ved at tale med flinke Parfait (det hedder han sgu) der er både kok, receptionist, chauffør, daglig leder og altmuligmand. Parfait har tre børn og er desværre ved at blive skilt fra sin lyse, men lokale kone – efter han har fundet ud af at hun har været ham utro med hans bedste ven, som han indtil for nylig havde ansat og betragtede som sin bror.

Folk og byer i Madagaskar har særdeles lange navne. Min gode chauffør Radosoa Rasolomonina (hvilket kun er to ud af hans tre navne) er ingen undtagelse. Han er gift og har en søn på ti år og i seks lange dage nyder jeg hans selskab mens vi kører rundt i hans eminent smukke land. Han er en af de bedste chauffører jeg nogensinde har kørt med og selv om vejene kan indeholde alt fra ’Zebu’ som okserne her hedder til farverigt klædte mennesker, høns, ænder, bjergsving, hjemmebyggede kærrer, trillebøre og rullevogne, udrangerede busser og kæmpe trucks med MAERSK containere og deslige navigerer han rutineret og roligt gennem virvaret.

Udenfor vinduerne ligner landskabet for det meste et maleri. Fordelen ved at være her i regnsæsonen er at alt er grønt. Det er som landskabet kun består af fem farver. Himlen er blå. Vejen er sort. Jorden er rød. Græsset og rismarkerne er grønne og strækker sig i det uendelige. Skyerne er hvide.

VI overnatter i Madagaskars angiveligt varmeste by der hedder Miandrivazo. Her bor vi på et simpelt hotel der hedder Arc En Ciel (himlens bue), hvor det føles som om der er over 35 grader inde i værelserne. Det gør ikke mig så meget for jeg har både en ventilator og et myggenet. Men stakkels Rado sover i et fællesrum for chauffører. Heldigvis drikker han ikke alkohol og går tidligt i seng. Det samme kan man desværre ikke sige om den eneste anden turistchauffør som Rado deler værelse med. Midt om natten går han hønefuld i seng, åbner vinduet så myggene vælter ind, lugter af sprut og vækker stakkels Rado.

Efter halvanden dags kørsel fra hovedstaden ankommer vi midt på dagen til ’Allée des Baobabs’ nær vestkystbyen Morondava. Det er et sted jeg længe har ønsket at opleve og fotografere. På under et døgn har vi indlagt tre besøg – et middagsbesøg, samt besøg ved solnedgang og solopgang. Hvis det regner har jeg mulighed for at forlænge turen med en dag eller to. Men nu skinner solen og der er flotte hvide skyer på himlen. Rado siger at det er fordi jeg er en og heldig mand.

Middagsheden er så varm og fugtig at her føles varmere end på den arabiske halvø om sommeren. Det er sikkert derfor at her lige nu ikke er andre turister. Hvilket egentlig er lidt underligt for lyset midt på dagen synes jeg (i modsætning til den gængse opfattelse) faktisk er bedre at fotografere i end både solnedgangs og -opgangs-lyset. Himlen er knaldblå, skyerne er hvide og med et pol-filter på linsen kan man afbøde det skarpe lys og fremhæve kontrasterne. Der findes ikke mange billeder på nettet af blomstrende baobabtræer – for ikke mange fotografer tager chancen og kommer her i regntiden – men er man heldig som jeg kan man på denne tid af året (februar og marts) få billeder med både frodige grønne trætoppe og sol.

Baobab-alleen er i virkeligheden et lille stykke af den offentlige grusvej RN8 – Route Nationale 8 – der fører nordpå. At det er en almindelig vej, er heldigt for det betyder at der kommer cykeltaxaer, oksekærrer og andre gode motiver gennem alléen som er med til at gøre billederne mere levende. Både solnedgangen (hvor jeg har følgeskab af 7 andre turister) og solopgangen (4 andre turister alle gengangere fra aftenen før) er fuldstændigt perfekte – der er præcis den rette mængde skyer til at billederne bliver perfekte.

Senere på turen møder jeg en skotte der har tilbagelagt RN8 på motorcykel (til Kirindy som ligger noget længere nordpå end Baobab-alléen) en uge forud for mit besøg. Da var vandhullerne i grusvejen så dybe at han ikke kunne få sin offroad motorcykel igennem dem så længe han kørte med fuld oppakning. Så han måtte returnere til den nærmeste by og stille det meste af sin bagage dér og tømme halvdelen af tanken for benzin før hans MC var let nok til at forcere muddervejen.

På vejen tilbage mod hovedstaden og den nationalpark øst for hovedstaden vi nu skal besøge tilbagelægger vi en strækning på cirka en time (mellem Morondava og Miandrivazo) hvor Rado siger vi ikke kan stoppe. Sidste år blev 5 turistbiler røvet og to chauffører dræbt på denne del af ruten. Tre af røverierne fandt sted om natten. ’Men bare rolig’ siger Rado. ’-På denne tid af året er der ikke nogen turister – og derfor er der heller ingen fra den lokale mafia til at røve bilerne.’

Tre gange er vi så heldige at se store kamelæoner midt på vejen. Når det forinden har regnet i et område og er tørt i et andet flytter de sig for at finde føde – og så kan man være heldig at se dem krydse vejen. Vi har endnu ikke været i nærheden af en nationalpark – og vi har allerede set tre af de største og mest sjældne kamelæoner. Jeg kan komme helt tæt på med mit store Nikon. ’Pas på’ siger Rado i det en af dem åbner sin mund og viser sin sammenrullede tunge. ’Den der er sulten – og dens tunge er giftig – nogle gange bliver lokale børn der fanger kamelæonerne for at lege med dem blinde efter at have fået dens tunge ind i øjnene’.

På vejen køber vi friske ananas, bananer og æbler, der vokser vildt allevegne. For et par kroner køber vi også ’saunzu’ som er en lokal rodfrugt der smager lidt ligesom kasava og ’kuba’ som er banan-riskager uden ekstra tilført sukker og pakket ind i palmeblade. Rado køber også en kæmpe sæk kul til sin familie. Den koster kun 18 kroner. ’Den kan holde til en hel måneds madlavning’ siger Rado, ’-og inde i Tana koster den samme sæk næsten tre gange så meget’.

I ’pousse-pousse’-hovedstaden Antsirabe – hvor gadebilledet domineres af de håndtrukne cykeltaxaer som lyder det franske navn for ’skub-skub’ – overnatter vi på vejen videre mod Andasibe-nationalparken på byens mægtige gamle kolonistilshotel ’Hotel des Thermes’. Med sit majestætiske udseende og sine alenlange, øde gange ligner det noget fra filmen ’The Shining’ og i lang tid tror jeg at jeg (udover Rado, der igen sover i et chauffør-rum) er den eneste gæst på hele det enorme hotel. Den opfattelse må jeg dog ændre da jeg hører mystiske høje lyde fra et andet værelse længere nede af den lange gang hvor jeg bor..

En dagsrejse senere ankommer vi til Feon Ny’ala hotellet i Andasibe Nationalparken. Det er en af de mest charmerende jungle-camps jeg nogensinde har boet på. Simple, men moderne bungalows ligger i etager med udsigt ud over regnskoven. Hver morgen når jeg klokken 6 slår mine træ-skotter op kan jeg høre Indrierne’s – verdens største lemurart, som i hele verden kun findes her i Andasibe NP i Madagaskar – højlydte klagesang hen over trækronerne. Restauranten er en panorama-træterrasse med udsigt over flod og regnskov og her kan man spise fantastiske dejlig franske retter for omkring 30 danske kroner stykket.

’Janau Uluna Tsara’ – ’du er en god person’ – siger jeg på Malagasy til tjenerne i restauranten – og alle andre lokale jeg møder undervejs på turen. ’Sah adala’ – ’Jeg er skør’ tilføjer jeg efter en lille pause. Det er en sætning jeg i forskellige varianter kender på efterhånden cirka 30 sprog og som giver mig mange nye smilende bekendtskaber og som helt sikkert giver mig bedre billeder af de lokale.

I restauranten møder jeg også Papijn fra Holland. Han har læst PhD i Biologi (blandt andet i DK) og er nu vejleder for en ’field trip’ bestående af unge biologi-studerende. Han har været her i en uge og har trods adskillige jungle-walks endnu ikke set en eneste Lemur (!?). Se, det synes jeg jo lyder lidt ildevarslende.

Måske er det fordi han ikke har haft følgeskab af Patrice som sin naturguide eller ’Park ranger’ som de siger her. Patrice er 31 år, har en kone, men endnu ingen børn, han samarbejder altid med Rado og han er iflg Rado ’den bedste ranger i hele området’.

På to døgn når jeg to day-walks og to night walks sammen med Patrice i de offentlige parker omkring Andasibe samt besøg i to private reservater – Vakona Lodge og Reserve Peyreiras. Det er varmt og fugtigt inde i regnskoven og der er både myg, igler, slanger og andre sjove krybdyr. Men jeg skal love for at der er smæk for skillingen på dyrefronten og jeg må bare sige at den gode Papijn måske skulle overveje at alliere sig med Patrice. Jeg har været på en del jungle-walks rundt omkring i verden og aldrig har jeg været i nærheden af at se så mange specielle dyr.

Her er en opremsning af hvad jeg ser når de private parker også medtages (hold fast…og husk at tjekke det fulde album på min hjemmeside – link i toppen af denne post – hvis du vil se alle disse dyr):

• Lemurer – Indrier (verdens største lemurer), Musemakier (dvs muse-lemurer – verdens mindste primater), Sifakaer (Coquerel også kendt som ’dansende sifakaer’ og gyldne), Rød Vari (Red ruffed Lemur), Almindelige brune lemurer, og Rufus brunlemurer, Woolly (uldne) lemurer, dværglemurer, bambuslemurer, sort-hvid lemurer, fedhalede dværgmakier og en ’sporty’-lemur.
• Kamelæoner: Parsons-kamelæoner i adskillige farver og aldre, Panther-, Furcifer-, Archaius-, Brookesia-, short-horned-kamelæoner
• Gekkoer: satanisk gecko (! Tjek albummet – det er den man næsten ikke kan se når den sidder op ad en træstamme), leaf-tailed gekko, elephant-ear gecko, day gecko felzuma (small green)
• Frøer: gulfingret, hvid mikro-frø (har glemt navnet, den er vist nok yderst sjælden), tree-frog og en til som jeg også har glemt hvad hedder
• Fugle – bl.a. den fede rovfugl ’Blå Silkegøg’ (’blue Coua’) som æder kamelæoner(!) og vi hører men ser ikke den meget sjældne sorte papegøje (Vasapapegøjen eller Coracopsis)
• Slanger: 4 slags boaer, gul og sort slange
• Mærkelige insekter: Vandrende pinde, langhalset girafbille (giraffe weevil), natsværmere, guldsmede og sommerfugle galore
• Et børstesvin (’Tenrec’) som Patrice siger ’smager lidt ligesom kanin’

De (stort set) eneste lemurer vi ikke ser, er den ringhalede lemur – den måske meste kendte lemur overhovedet, men den lever kun i parkerne i det sydlige Madagaskar – og den sjældne og sky lille Aye-Aye, som man ikke troede levede her i Andasibe indtil Patrice (selvfølgelig) fandt et enkelt eksemplar tilbage i 2014. Hvordan i alverden Patrice kan spotte alle disse dyr aner jeg ikke – og jeg er ret sikker på at havde jeg været solo var jeg kommet ud af de offentlige parker og kun have set et par sommerfugle og et par larver.. (ligesom stakkels Papijn..)

Min sidste aften på Feon Ny’ala restauranten møder jeg Yoan fra Frankrig som er en mega-cool fyr. Han er født her i Madagaskar af franske forældre, har boet en stor del af sit liv i Frankrig, men har siden han var 19 år solgt vanilje her fra Madagaskar. Han kører på en kæmpe off road motorcykel – og spørger straks om jeg vil køre en tur på den da jeg siger at jeg også kører motorcykel. Yoan dyrker triatlon, spear-fishing og kan holde vejret under vand i næsten seks minutter (verdensrekorden er dansk og lyder på 20 minutter). Med andre ord en rimelig sej fyr. Han fortæller at et kilo vanilje nu kan koste op til 500 USD (!) og at vaniljehøsten de seneste år har slået delvis fejl (og næste år skulle den blive endnu værre) hvilket presser prisen op. En meget stor del af verdens vanilje dyrkes på Madagaskar. For 5-10 år siden fik kunstig fremstillet vanilje (iflg Yoan opfundet i US – produceret i bl.a. Kina) verdensmarkedsprisen på ægte vanilje til at falde drastisk hvilket var et meget hårdt slag for mange farmere i Madagaskar, men i de sidste 5 år er efterspørgslen efter naturlig vanilje vendt tilbage og prisen er igen gået i vejret.

Mens Yoan og jeg drikker et par pilsnere kommer Julie/Shulie fra Kina over og spørger om hun må joine os. Hun er forretningskvinde og rejser rundt til forskellige afrikanske lande og sælger møbler. To minutter efter hun har sat sig ned har hun allerede spurgt Yoan om hun må få hans WhatsApp nummer (’that was quick’ siger Yoan) og tyve minutter senere har hun fortalt at hun har en kæreste fra Madagaskar, ’men at kinesiske kvinder godt kan have 4 kærester på en gang’. Det er åbenbart ikke kun på forretningsfronten at kinesere er fremme i skoene.

Da jeg efter seks fuldstændig fantastiske dage – hvor det – bortset fra om natten – ikke har regnet en dråbe, sætter vi kursen det sidste stykke mod hovedstaden Tana. I alt har vi tilbagelagt 1.738 kilometer på omkring 40 køretimer. Undervejs har jeg fortalt røverhistorier i Rados bil og vi har lyttet til musik. Rado har en lille blue-tooth modtager der kan modtage musikken fra min iPhone og sende den ud gennem Toyota Prado Landcruiserens fremragende anlæg. Han har fortalt mig at han godt kan lide countrymusik, så vi hører hele album med Bob Dylan, Margo Price og Bruce Springsteen. Formidabel køremusik. Rado siger også han godt kan lide ’ham der laver det hele på computeren’ efter at jeg har spillet Aviccii for ham og fortalt om mandens triste skæbne. Vi supplerer med lidt singler fra Ben Howard, Family of the Year, Taliscoog skråler med på lidt oldies fra Charlottes party-playliste (Eye of the Tiger, Eternal flame, Alors on dance, Daddy Cool og Sex on fire). Det har været som at være på road trip med en god ven og jeg kan ikke anbefale hverken Rado (rado.rasolomonina@gmail.com) eller Madagaskar nok.

Et par dage efter at køreturen er slut inviterer jeg – på en af mine indlagte buffer/skrive/fotoredigeringsdage – Rado, hans søde kone og kokken og altmuligmanden Parfait fra mit Avamada Lodge til middag. Min tur rundt i landet har kun kostet mig (ekskl. drikkepenge) 330 USD heraf får DriveMada og Rado hver 30 USD. Resten af pengene går til bilens ejer. Det vil sige at Rado for 6 dages arbejde hvor han har arbejdet 8-13 timer pr dag har tjent ca. DKK 200 – eller godt 30 kroner om dagen – eller cirka 3 kroner i timen.

En skolelærer der underviser i de mindre klasser i Madagaskar tjener til sammenligning ca. 60 USD pr mnd (ca 12 kr pr dag) cirka det samme som Parfait tjener for at drive mit gæstehus (han har dog gratis kost og logi). Rado er således – selv om hans løn for en dansker kan lyde særdeles beskeden – relativt højtlønnet efter lokale standarder – især når man tager de drikkepenge langt de fleste turister selvfølgelig giver og som oftest overstiger selve lønnen.

Til trods for at både Parfait og Rado altså tjener over gennemsnittet i Madagaskar synes jeg det mindste jeg kan gøre, er at invitere kokken, chaufføren og chaufførens kone på middag. Parfait laver menuen. Han er en glimrende kok og maden i Madagaskar er virkelig god. Hans menukort byder på kæmperejer i hvidløgssovs, kylling i karry, fisk med hvid sovs og signaturretten som vi nu får: Oksekød (’Zebu’) med foie gras, lokale grøntsager og vaniljesovs. Det smager udsøgt og koster kun ca. 35 kroner pr person (et lille beløb for mig, men for mange lokale her svarer det altså til tre dagslønninger) så for hele måltidet slipper jeg inkl. drikkevarer med kr. 160 kr for os alle fire. Det er en super hyggelig aften hvor vi ser billeder og video fra turen og genfortæller de bedste historier fra turen – blandt andet om Rados rædselsnat med den fulde chauffør og de mange myg. Hvorfor ikke særlig mange andre turister inviterer deres lokale hjælpere (der arbejder for timelønninger der altså ofte udgør 1-3 kroner i timen) ved jeg ikke – men jeg kan kun opfordre til det.

Til slut må jeg bare sige at hvis man sammenligner Seychellerne og Madagaskar som jeg begge har besøgt på denne tur, så kan min konklusion kun blive at Madagaskar er en helt uendelig meget federe (adventure) destination. Så hvis du er på udkig efter nye, eksotiske rejsemål og du ikke er en 100%-vand-og-resort-hund så ville jeg overveje fantastiske, eventyrlige Madagaskar. Landet kommer som sagt direkte ind i min personlige Top-5 over verdens mest fotogene rejselande – og i min Top-3 over lande i Afrika (sammen med Etiopien og Namibia, skarpt efterfulgt af Sydafrika, Rwanda, Sudan og Tunesien).

(Facebook tillader max 42 billeder i en post – se mange flere billeder på min hjemmeside – link øverst i denne post)

TAK til: Rado for seks sublime køre- og oplevelsesdage og for at være en fantastisk foto-assistent. Til flinke Ole P for at formidle kontakten til Rado. Tak for hjælp i planlægningsfasen til især Rus Margolin og Anne Marie Boye, men også til Scott Shelley og Tudor Clee og til søde Malala hos DriveMada for hjælp til at udfærdige programmet. Særlig tak som altid til min alt for søde og meget savnede familie for at lade mig tage en måned til de varme lande.

PRAKTISK INFO:
Ethiopian Airways flyver til Madagaskar og man kan lave multicity billetter hvor Madagaskar kombineres med f.eks. Seychellerne, Mauritius, Comorerne og Etiopien. Jeg betalte DKK 8.300 for (// = på egen hånd) CPH – Seychellerne // Madagaskar – Etiopien (stop), Etiopien – Burundi (stop), Burundi – CPH. Derudover betalte jeg i alt 6.000 kr for tre ’tilslutningsfly’: Seychellerne – Mauritius (enkelt), Mauritius – Madagaskar (enkelt), Madagaskar – Comorerne (retur).
Bil med chauffør i Madagaskar lejede jeg (55 USD pr dag ekskl. Brændstof som kostede i alt 1.100 kr for 1.738 km) gennem det meget velfungerende DriveMada. Rado kan kontaktes direkte på denne e-mail: rado.rasolomonina@gmail.com eller via DriveMada hvis nogen ønsker at bruge ham som chauffør – han har et fabelagtigt netværk af mennesker der kan hjælpe undervejs. Han taler både glimrende engelsk og fransk.

FAKTABOKS: OM INDRIER
Indrien er en halvabe og verdens størst lemur. En indri spiser typisk 2-3 kilo blade om dagen. Indrien er en truet dyreart. Den lever kun i Andasibe området i Madagaskar. Iflg. Patrice findes der nu 67 indri-familier omkring Andasibe. En familie består typisk af 4-6 lemurer – dvs. bestanden vurderes i alt at udgøre 3-400 eksemplarer. Indrier findes ikke i nogen Zoologiske haver da de holder op med at spise hvis de kommer i fangenskab (eller forsøges flyttet til en anden park). Iflg Patrice så vi 8 Indrier på vores to day walks i Andasibe.

Mange flere billeder fra Madagaskar HER

English version here.

Fra den syvfarvede jord til den sorte flod

Mark Twain skrev engang at ’først blev Mauritius skabt, derefter himlen idet himlen blev kopieret efter Mauritius’. Da jeg lander i lufthavnen med det mundrette navn Sir Seewoosagur Ramgoolam International Airport tænker jeg at det skal komme an på en prøve.

”Tillykke sir – vi har givet dig en gratis upgrade” siger Ashgey fra Coastal Tours og peger over på en hvid 12 personers minibus der holder parkeret foran lufthavnen. Jeg kigger undrende på ham og tjekker min bilvoucher en ekstra gang hvoraf det tydeligt fremgår at jeg har lejet en ’Toyota Aygo eller lignende’. Nok er en Aygo en vældig fortræffelig bil men nogen minibus ligner den ikke. ”Jeg vil hellere have en lille bil” siger jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. Og får derefter (til samme pris) udleveret udlejningsfirmaet eneste alternativ nemlig en Toyota 7-personers Avanza SUV. Og den er jo rar at have såfremt man eksempelvis skulle støde på 6 flinke blaffere på vejen.

Med min famlende venstrehånd på gearstangen (de kører i ventre side i Mauritius, så rattet sidder i højre side) navigerer jeg omkring en time tværs over Mauritius (som udover søsterøen Rodriguez kun består af én stor hovedø) til strandbyen med det eksotiske navn Flic en Flac på den modsatte side af øen hvor jeg skal bo. Undervejs husker jeg i de fleste tilfælde at træde koblingen ned når jeg nærmer mig en rundkørsel til trods for at jeg lige har vænnet mig til at køre med automatgear i Seychellerne. Auberge Le Paille en Queue byder på swimmingpool, god morgenmad, aircon og fem minutters gang til restauranter og strand for blot 25 Euro pr nat. Udlejningsbilen koster med alle forsikringer og vejhælp kun 200 kroner om dagen. Så Mauritius på egen hånd er ikke noget specielt dyrt land.

Stranden i Flic en Flanc er sort med lokale da jeg efter ankomst til byen når derned omkring solnedgangstid. Det skyldes at alle har haft fri i dag grundet afslutningen af det kinesiske nytår. Det betyder at jeg kan få nogle af de flinke lokale i forgrunden på mine solnedgangsbilleder, hvilket jeg synes giver billederne lidt ekstra liv.

Den sydlige del af Mauritius er berømt for sin smukke natur. På min første køredag lægger jeg vejen forbi Chamarel-vandfaldet og fortsætter mod ’den syvfarvede jord’ (de varierende farvenuancer er forårsaget af forskellig nedkølingstemperatur fra de omkringliggende klipper) et sted der ikke rigtig ligner noget jeg har set andetsteds i verden. Dette til trods anbefaler min Lonely Planet guide af uransagelige og ikke-nævnte årsager at springe denne den måske største turistattraktion i landet over (?!). På kringlede bjergveje, som dog heldigvis er af meget bedre beskaffenhed (og med meget mindre trafik) end dem på Seychellerne, når jeg efterfølgende frem til Black River Gorges Nationalpark og traver det to timer lange Macchabee trail, mens jeg spejder efter Mauritius mærkelige og endemiske fugle. Jeg ser den underlige og særdeles endemiske lyserøde due (ja sgu – en lyserød due..) hvis bestand har været helt nede på 12 eksemplarer (!). Nu avles den i bure bag nationalparkhovedkontoret og sættes så ud i den fri natur (hvor jeg ser en i fri natur – hvorfor den ikke bare flyver væk aner jeg ikke..). Til gengæld ser jeg selvfølgelig ikke den endnu sjældnere Mauritiustårnfalk som på et tidspunkt angiveligt var verdens mest sjældne fugl med en bestand på blot fire eksemplarer (!?). Jeg ser heller ikke nogen dodos, selv om de stammer her fra øen, hvilket muligvis skyldes at arten er uddød. Dodoen som var en stor kluntet fugl, der ikke kunne flyve menes at være uddød i slutningen af 1600-tallet efter at folk der sejlede til øen dels åd dem og dels introducerede sygdomme der gjorde has på de fredelige, trivelige fugle.

Næste dag sætter mine tomme sæder og jeg kursen mod nord. Her tager jeg en tur i den berømte botaniske have i Pamplemousse som ofte omtales som ’verdens flotteste botaniske have efter Kew gardens i London’. Her er kæmpe åkander, hvide og lyserøde vandliljer og noget så eksotisk som ’marmelade-boks-træer’, ’fiskegiftstræer’ og ’pølsetræer’ – javel så. Derefter tjekker jeg fem af landets berømte strande i Nord ud (Trou-aux-Biches, Mont Choisy, Grand Bai, Pereybere og Bain Boeuf). Naturligvis har jeg reserveret mine seks tomme sæder til opsamling af seks lækre blaffertøser fra det svenske landshold i beach-volleyball på vej til stranden, men af uransagelige møder jeg dem overhovedet ikke.

Min fjerde (ja ja, jeg ved godt det er for kort tid, men jeg har prioriteret længere tid på Madagaskar og livet er for kort til ikke at skynde sig) og sidste dag i Mauritius skal jeg blot køre tværs over øen til lufthavnen hvorfra jeg skal flyve videre til Madagaskar. Det bør ikke være det store problem. Der ligger godt nok to cykloner og lurer nær kysten (det er cyklonsæson nu), men jeg kan se på nettet at de ser ud som om de passerer forbi Mauritius og højst rammer naboøen Rodriguez (se billede) så de skulle ikke påvirke flytrafikken. Før jeg tager afsted, skal jeg dog lige færdiggøre min (tre dage gamle) turbeskrivelse fra Seychellerne og poste den (før internettet bliver langsomt på Madagaskar) så desværre kommer jeg lidt halvsent ud ad døren.

Da jeg drejer nøglen i tændingslåsen, sker der til min store forfærdelse absolut ingenting… Klokken er 11, jeg har en times kørsel til lufthavnen, mit fly afgår 14.20 og det går nu op for mig at jeg aftenen forinden på eklatant årvågen vis har glemt at slukke lyset på bilen så batteriet nu er helt og aldeles fladt. Meget rutineret Østerboy. ’Ok du har jo stadig tid nok’ tænker jeg og går ind og spørger den flinke ejer Nanda (hvis forfædre kom til Mauritius fra Indien, så jeg har heldigvis forinden talt lidt hindi både med ham hans to søde ansatte Desire og Tara) om han har et startkabel. ”Startkabler” siger Nanda. ”det er der ingen der har i hele byen…”. Herligt tænker jeg efter at have konstateret at der heller ikke er nogle i min bil (der er faktisk heller ikke noget reservehjul erfarer jeg nu..). Så er det heldigt at jeg har vejhjælp inkluderet i billejen tænker jeg idet jeg ringer til de flinke folk fra Coastal Tours. 55 minutter senere – og dermed i sidste øjeblik og lige før jeg ellers ville være sprunget ind i en taxa – ankommer heldigvis to flinke fyre som udlejningsfirmaet har hidkaldt (Coastal Tours nærmeste kontor lå ellers en times kørsel væk, men de har somehow skaffet nogen i en nærliggende by) med et startkabel og jeg ræser derefter afsted og når til alt held frem til lufthavnen lidt over en time før afgang.

For lige at opsummere er Mauritius et velorganiseret og relativt let rejseland med dejligt klima, flot natur, sære fugle, gode veje, mange sukkerrørsmarker og en del fine attraktioner. Måske ikke nogen der går over i verdenshistorien men et dejligt lille land – som angiveligt altså er ’det land Gud har kopieret himlen efter’

Mang flere billeder fra Mauritius her.

English version here.

Mere end to døgn skal det ende med at tage mig at nå fra Danmark til Seychellerne. Præcis et døgn mere end planlagt. For en snestorm i Stockholm skal skam tages alvorligt. Jeg mener hvem kunne nogensinde forudsige at det kunne sne en lille smule omkring Arlanda lufthavnen når kalenderen viser den første februar? Men et par centimeter sne og temperaturer omkring frysepunktet var åbenbart nok til at lukke den ene bane i terminal 5 og sende snerydningsmaskiner ind på den anden i tide og utide mens flyene cirklede rundt oppe i luften og ventede på landing. Mit SAS-fly kom ned med halvanden times forsinkelse. Ethiopian Airways flyet der skulle føre mig videre til Addis Abeba og som skulle komme fra Oslo var mindre heldigt. Efter at have cirklet over Arlanda i en halv times tid besluttede det at vende om til Oslo. Angiveligt fordi de var løbet næsten tør for benzin(!). Nu er det muligt at benzinen er billigere i Sverige end I Norge og det er derfor man tanker til den lange tur til Afrika der. Men man kan godt undre sig lidt over at man på en snestormsdag ikke lige tanker lidt ekstra i Oslo så man kan hænge og cirkle over Stockholm lidt længere end en halv time før man skal retur.

Heldigvis kunne vi i ventetiden konstatere at Ethiopian levede op til den gamle joke om at man pga. hungersnød ikke får serveret mad ombord…bevares vi fik alle udleveret en 110 SEK madkupon men i det afspærrede område vi sad i var kun en kiosk åben hvor de havde omkring fire cookies og to æbler til 300 mennesker med madkuponer.

Nuvel fem stive klokketimer senere og efter ombookninger af intet mindre end 179 passagerer der alle ville misse deres connections lykkedes det at få Ethiopian flyet afsted mod Etiopien – hvor Østeboy nu pludselig og ganske ufrivilligt fik en ekstra dag i fastlandsafrika. En ekstra dag at trille tommelfingre i – i stedet for at være i et ø-paradis.

I det mindste kunne jeg konstatere at min Plan B holdt vand. Ethiopian har daglige fly fra Addis til Seychellerne (hvilket udover den super attraktive pris på en fire landes rundrejsebillet til ca DKK 8.000 havde gjort at jeg havde valgt dem) og der var gudskelov plads på flyet dagen efter. (Og såfremt Ethiopian ikke kan dække sig ind under force majeure ender Østerboy muligvis med 600 Euro ekstra på lommen for denne lille forsinkelse)

”Jeg hedder Abinet. Det er ligesom Cabinet bare uden C” siger den unge parfumelugtende mand som jeg møder på mit hotel Global (eller hoteela Giloobaal som det hedder lokalt) i Addis Abeba. Klokken er 17 men han er allerede temmelig bedugget. ’Meget god kaffe’ og ’Mange tak’ siger jeg til ham på hans eget sprog der hedder Amharisk. Det er cirka det eneste jeg kan huske fra tidligere besøg i landet. Da jeg har sagt det og fortalt ham hvad jeg hedder, giver han mig et etioperkram: skulder mod skulder og hænderne ind og ud af hinanden tre gange. En hilsen jeg heldigvis husker fra sidst jeg var her. Da vi har hilst på hinanden på denne måde, synes han åbenbart at jeg er så flink at jeg fortjener at blive inviteret med til bryllup på hotellet. Straks efter ankommer fem særdeles yndige, yppige og fotovillige smukke unge kvinder i deres meget stramtsiddende og fuldstændig ens kjoler – efterfulgt af en lind strøm af bryllupsgæster. Brylluppet bliver afholdt i hotellets gigantiske festsal. Der er mange hundrede gæster, mere end 5 officielle fotografer, en DJ med et kæmpe anlæg, tronstole oppe på scenen til brudeparret og deres best men og best women, ophængte halve okser og bjerge af det gærede brød – som hedder njara og er Etiopiens nationalret – så store som jeg aldrig har set dem før.

Dagen efter flyver jeg – endelig – frisk og veludhvilet videre til Seychellerne. Her synes de tydeligvis både i immigrationen og i tolden at det er noget underligt noget at jeg rejser alene. Seychellerne er åbenbart ikke en destination der er vant til solorejsende. Det betyder at jeg godt må få lov at vise ganske mange af mine flybilletter videre (som går til ganske mange steder før jeg til sidst kan vise dem at jeg faktisk har tænkt mig at returnere til kongeriget om en måneds tid) og jeg godt må få lov at få endevendt hver eneste lille linsesaltvandsampul og hovedpinepille og hvad jeg ellers har i min slidte lille håndbaggage-only kuffert. Udenfor er luften hed og fugtig som i et dampbad. Men solen skinner – selv om det nu er regntid.

Min hyundai i10 lejebil får jeg udleveret på cirka tredive sekunder efter at have tastet min pin-kode på garantibeløbet på 1.000 Euro og skrevet under på at jeg selv er ansvarlig for enhver tænkelig fart- og parkeringsbøde. Aldrig i mit liv har jeg set en lejebil med så mange skader (se billede i album). Selv om den er relativt ny er der markeret mere end 30 (mindre) skader på den. Tredive! Det kan man så inden man sætter sig ind og kører afsted i den forkerte side af vejen filosofere lidt over. ’Jeg skal lige over at hæve penge før jeg kører’ siger jeg til Daniel fra Exoticar-skranken. Da jeg kommer tilbage to minutter senere, sidder der en stor fed P-bøde i forruden og griner ad mig. Hæhæ – jeg har ikke engang startet bilen endnu og har allerede fået en bøde. Daniel er selvfølgelig for længst over alle bjerge og Exoticars skranke er nu lukket. En lokal gut oplyser mig om at bøden er på 100 Rupees (50 kroner) og at den skal udlejningsfirmaet da betale. Det synes udlejningsfirmaet så ikke skal jeg efterfølgende hilse og sige. Faktisk kan de overhovedet ikke se det urimelige i at jeg får en bøde fordi de selv har parkeret ulovligt lige uden foran deres eget kontor…’Du har jo selv skrevet under på at du hæfter for bøder’ skriver de til mig. Hæhæ – jeg er lige ved at betale for bøden er jo lidt sjov, men til sidst (efter 2-3 e-mails) forbarmer udlejningsfirmaet sig alligevel og eftergiver mig bøden.

Seychellerne er jo kendt for luksus og himmelflugtspriser, men jeg bor hos søde Lorna – en ældre lokal dame der er gift med en hollænder – på hendes hyggelige lille pensionat. For 330 kroner har jeg en lejlighed til 4 personer med køkken og balkon med udsigt ud over øen og vandet. Udlejningsbilen koster 300 kroner om dagen og er man to som deler kan Seychellerne på egen hånd gøres for ca 4-500 kroner pr person om dagen.

Jeg har kørt bil eller motorcykel i mere end 50 lande og til min store overraskelse rangerer Seychellerne som et af de sværeste. Vejene synes at være anlagt af den samme mand som opfandt krøllejernet. Selv vejene langs kysten er ubegribeligt snoede og kommer man for skade at køre en tur ind i landet går vejene fluks proptrækkerbananas. Vejenes kringlede beskaffenhed synes dog ikke at gøre større indtryk på de lokale buschauffører som med lige dele selvfølgelighed og dødsforagt smider deres metalmonstre rundt i hårnålesvingene imens de optager godt tre fjerdedele af vejen. Med mindre man selv befinder sig i en bil der er halv normal bredde – og der er selv en lille Hyundai i10 riskoger som min jo ikke – er det et formidabelt sted at være lidt vågen og lidt gode venner med bremsepedalen. Læg dertil myldretidskøer på op til en halv time for at komme gennem hovedstaden (på trods at dens beskedne ca 20.000 indbyggere) og suppler med det faktum at næsten alle veje fører gennem hovedstaden så har du måske et lille billede af trafikken på Seychellernes hovedø.

Jeg bruger halvanden anstrengende køredag på at besøge et par nationalparker og alle hovedøens berømte strande. Bountystrande er der nok af spredt ud over hele øen. Jeg besøger også Four Seasons hotellet. Her koster det billigste dobbeltværelse – en garden villa – 1.000 Euro pr nat. Og de dyreste villaer (med 6 soveværelser) koster 10.000 Euro pr nat. Alligevel kan man bare uden at bo på hotellet køre op til gaten, parkere på hotellets parkeringsplads og blive fragtet i en golfvogn ned til hotellets flotte Petite Anse-strand. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvorfor men jeg gætter på at det er fordi Four Seasons ikke må have eneret over stranden, så de skal hjælpe dagsturister derned. Så med andre ord kan man bo på et lille pensionat og gå på stranden hos Four Seasons hvis man skulle have lyst til det.

Desværre når jeg ikke at besøge de to naboøer Praslin (der bl.a råder over en strand der ofte udråbes til ’verdens bedste’) og La Digue. Hertil havde jeg ellers planlagt en dagstur (som koster 1.000 kr med en offentlig katamaranfærge – pænt pebret) men min ene dages forsinkelse satte desværre en stopper for den plan.

Når alt dette er sagt bliver jeg nødt til at sige at jeg synes at Seychellerne er en lidt overvurderet destination. Bevares strandene er flotte, men vejene er dårlige, prisniveauet for alt andet end mit pensionat er højt, trafikken katastrofal og menneskene er lidt svære at komme ind på livet af (sikkert fordi de er trætte af de uendelige horder af turister). Seychellerne har desuden massive narkoproblemer. Meget narko passerer øen med skibe og iflg. Lorna på mit pensionat ’tager mindst 1.000 mennesker ud af en samlet population i landet på under 100.000 stoffer. Det er primært blandingsprodukter baseret på heroin – og tallet stiger hele tiden – snart er det måske to procent af befolkningen der er afhængige’. Så ja – Seychellerne er et ø-paradis og vejret er godt, men i forhold til nogle af øerne i Stillehavet og i Sydøstasien synes jeg det er lidt ufortjent at Seychellerne synes at rangere som ferieparadiset over dem alle.

Se flere billeder her.

Enjoy the pics – PS Billede nr 4 i albummet via linket er UDELUKKENDE taget fordi der er tale om en flot strand!