 |
 |
 |
 |
Der er militær og politi overalt på gaderne og det er
tydeligt at dette er et af verdens fattigste lande da jeg kører i min taxa fra
lufthavnen og ind til mit luksushotel der hedder Kangaroo Hotel. I de
allerfattigste/farligste lande booker jeg tit lidt bedre hoteller fordi de
typisk – ligesom det også er tilfældet her – har kalashnikov-bevæbnede
sikkerhedsvagter foran hotellet døgnet rundt. Derudover får man for blot 50 USD
pr nat utrolig meget luksus for pengene i denne del af verden.
Indcheckningen på hotellet tager over en halv time til trods
for at hele 4 (søde og flinke, men ikke uhørt godt begavede) receptionister
tager del i den og til trods for at jeg hele tiden har det aftalte beløb i
hånden i kontanter. Hotellet er et af landets bedste, der er en dejlig
svømmepøl om hvilken byens elite om aftenen sidder og spiser god fransk mad
(Burundi er tidligere Belgisk koloni) eller drikker den lokale Primus øl i
720ml flasker (7 kr pr stk). I bedste (eller værste) kolonistil er hotellet en
luksuriøs oase midt i en by og et land præget af fattigdom og armod.
“Oru mono meeza” – “du er en god person”
– lærer de søde unge piger på hotellet mig at sige på det lokale sprog der
hedder Kirundi (tæt beslægtet med Swahili). Hvilket jeg (som altid) efter en
kort pause følger op med “Dje-va mzungu omsaazee” – “Jeg er den
skøre, hvide mand”. Det får normalt de lokale til at grine, men her kigger
de med rynkede bryn lidt underligt på mig. Måske fordi de ikke forstår hvad jeg
siger – eller måske snarere fordi de ikke tør grine af den hvide mand.
Efter lidt tidligere uheldige oplevelser med politi og
militær i andre korrupte lande har jeg ikke tænkt mig at tage nogle chancer. Så
jeg beslutter ikke at tage rundt i landet og at nøjes med en dagstur rundt i
Bujumbura – storbyen med officielt 500.000 indbyggere (uofficielt formentlig
det tredobbelte), som indtil få dage før min ankomst udgjorde det for landets
hovedstad (her i februar 2019 er landets hovedstad af uransagelige årsager officielt
flyttet to timers kørsel væk til Gitega med kun 30.000 indbyggere).
Jeg allierer mig (formedelst 20 USD) med Pascal (som hedder
noget andet, men han synes at det er nemmere med Pascal) fra hotellet som min
guide/fixer og hans ven der hedder Egide som er far til fire og chauffør. Der
er kun en ting jeg rigtig gerne vil se her i landet og det er de såkaldte ‘Burundi
Drummers’. Et tromme-ensemble der rejser rundt i verden og spiller med kendte
musikere – men også et alment fænomen idet det er almindeligt med optrædener
fra forskellige lokale trommegrupper til bryllupper, fester og generelt i det
offentlige rum. Pascal har lovet mig at dem skal vi se, han siger han har
undersøgt sagen og arrangeret det – og jeg har ventet to dage på at det skulle
komme i stand.
Først kører vi imidlertid en hel masse andre steder hen. Til
Safi beach hvor vi ser lokale unge fyre spille fodbold på stranden foran den
gamle og ikoniske ‘Lake Tanganyika Restaraunt’ hvor en af landets tidligere
ledere angiveligt blev dræbt i et af landets utallige kup. Til en lille
zoologisk have, hvor de fodrer leoparden med et levende marsvin og videre (uden
at jeg hverken har bedt om det eller får fortalt hvor vi monstro er på vej hen)
ud af Bujumbura-provinsen og ind i Mutambu-provinsen. At vi forlader bygrænsen
betyder at vi skal passere et militær-checkpoint, men heldigvis slipper vi let
igennem. Det gør vi iflg. Pascal ‘fordi Egide kender politimanden’. Særdeles
betryggende.
Udenfor bilruderne er gaderne proppede med mennesker, dyr,
små bikse og markeder galore som det hører sig til i Afrika. Et mylder af liv
og fattigdom. Ustandseligt ser vi bevæbnede mennesker. Store eskadriller af
militærfolk i camouflage-uniformer der jogger synkront, pick-up trucks med
maskingeværer bagi og militærpoliti med kalahsnikovs på ladet og almindelige
politifolk i forskellige slags uniformer. Pascal har sagt at jeg ikke må tage
billeder når politi eller militær er i nærheden. “Må jeg bare ikke tage
billeder af dem – eller skal jeg helt lade være med at tage billeder hvis de er
i nærheden” spørger jeg. “Number 2” svarer han bare. Det fatter
jeg ikke helt. “Det er bare fordi her har været nogle som har taget
billeder og så har de bagefter lavet dem om i Photoshop så det ser ud som om
der er optøjer, selv om der ikke er” (…?) uddyber han lidt efter.
Vi er på vej op i bjergene uden at jeg aner hvor vi skal hen
og det føles lidt utrygt især taget i betragtning af at vi kun har aftalt en
‘city tour’. “Vi vil bare vise dig et udsigtspunkt” siger Pascal som
om han har læst mine tanker. Snart efter står vi på toppen og glor ned over oceanet
af blikskure der ligger ufatteligt tæt og strækker sig ind mod Bujumbura.
“Nu vil jeg gerne se de der trommeslagere” siger jeg til Pascal.
“ja-ja” siger han. Men i virkeligheden kører vi en hel masse andre
steder hen. For at komme tilbage ind i byzonen skal vi igen forbi et checkpoint
og denne gang kigger en ung bevæbnet soldat vredt ind bag i bilen hvor jeg
sidder, hvorefter han forlanger at se mit pas. Jeg har kun en lamineret kopi,
da mit pas ligger på hotellet, men efter lidt halvhidsig parlamenteren på
Kirundi får vi lov til at fortsætte. “Han var lidt sur – men hans
politichef drikker tit øl med min chef på vores hotel og så fik vi lov til at
køre igennem”, siger Pascal. Beroligende..
Næste stop viser sig (efter at jeg har bedt Egide vende om
fra endnu en detour og endnu et udsigtspunkt oppe i bjergene) at være ved
‘Monument de l’unite’. Her kommer en vagt straks farende med sin AK-47 maskinpistol
og siger at vi ikke må komme ind. Dernæst stopper vi ved en lille,
interimistisk gadekiosk hvor Pascal bruger lang tid på at købe kuglepenne og
notesblokke (2,5 kr pr stk) til en konference der skal holdes på vores hotel i
morgen. Videre til Place de la Revolution, hvor det vrimler med militær og jeg
får at vide at jeg skal pakke mit kamera helt væk. Til sidst kører vi rundt om
‘Place De L’independance’ (som var der hvor amerikanerne blev arresteret). Midt
på pladsen står en utrolig grim statue af en eller anden leder. Pascal – som
jeg ikke har fortalt om amerikanernes problemer – siger at ‘jeg skal passe på
her’, men at jeg ‘måske kan tage et snigerfoto af hegnet ind mod pladsen med
min mobiltelefon’. Jeg fortæller ham at jeg tror at jeg overlever uden et
billede af en grim statue af endnu en diktator (dvs. jeg fortæller ham at jeg
overlever – ikke at hverken statuen eller diktatoren er grim) og at jeg nu godt
kunne tænke mig at se de der Burundi Drummers som hele turen var arrangeret ud
fra. “Gør det noget at vi lige kører forbi og henter min kæreste
først?” spørger Pascal.
Lidt efter er vi endelig på vej mod der hvor trommeslagerne angiveligt
øver sig hver mandag eftermiddag – efter at jeg har aftalt med Pascal at vi
venter med at hente hans kæreste til tromme-sceancen er slut. Sidst på
eftermiddagen ankommer vi derfor langt om længe til et slidt, gammelt hus hvor
der står ‘Community House’ på et skilt ude foran. Men huset er forladt og der
er ikke skyggen af en trommeslager i nærheden. Først senere finder jeg ud af
hvorfor. Pascal ligner ikke en der synes det er noget synderligt problem at det
eneste han har lovet mig at se – og som han har brugt 2 dage på at arrangere –
ikke lige bliver til noget.
Da vi har hentet Pascals kæreste – hun bor ved og arbejder
på den kendte ‘Marquis’-bar og restaurant – kører vi til Saga Beach for at se
solnedgang. Her møder jeg et belgisk par der i fem år har drevet en af byens
mest kendte restauranter. Saga Beach ligger ud til Tanganyika-søen som er
verdens næstdybeste sø (efter Bajkal-søen). Til trods for dens dybde er vandet
i dag ligeså blikstille som stillestående vand i en balje. Ude i vandet står et
par palmer og længere ude stikker en flodhest fra tid til anden sit enorme
hoved op. “Du er heldig” siger restauratøren fra Belgien. “Søen
er kun så rolig et par gange om året.”
Det er også belgierne der giver mig forklaringen på de
fraværende ‘Burundi Drummers’. ‘Præsidenten har for nylig indført forbud mod
offentlig trommeoptræden i Bujumbura’ fortæller de. Tidligere kunne man ellers
se dem hver søndag øve på boldbanerne ved stadion og ofte se dem til fester
rundt om i landet – men nu skal man søge om tilladelse og betale en stor afgift
for at se dem – fortæller de. Om de heller ikke må øve i deres ‘Community
House’ ved jeg ikke helt, men jeg antager at såfremt de gør er der ikke længere
offentlig adgang.
Senere finder jeg ud af at, at slå på tromme er ikke det
eneste man ikke må i Bujumbura. I 2014 forbød Burundis Præsident Pierre
Nkurunziza jogging i grupper af mindst to personer(!). Det gjorde han
angiveligt fordi han mente at motionsløb i flok kunne være en fortløber for en
folkelig opstandelse (der i sidste ende måske kunne lede til et militærkup).
Straffen for motionsløb – såfremt det ikke foregår i en officiel løbeklub og på
et af de af præsidenten officielt udpegede ni løbesteder – er nu fra fem års
fængsel til livstid(!). Åbenbart gælder ‘løbe-i-flok-forbuddet’ dog ikke
militæret selv for dem ser jeg som nævnt flere gange løbe rundt på rad og række
i store flokke. For at forstå forbuddet til fulde er det vigtigt at forstå at
løbeklubber i Burundi har haft meget stor historisk betydning. Hutuer og
Tutsier havde separate løbeklubber og man hjalp de andre medlemmer i klubben
næsten som var de familie.
Mens solen går ned over palmerne og flodhesten i
Tanganyika-søen filosoferer jeg lidt over mit fire dage lange besøg i verdens
næstfattigste land. Desværre har jeg ikke været ordentligt rundt ude i landet
(fordi jeg ikke turde). Og desværre har jeg ikke fået set ‘Burundi Drummers’ –
alligevel synes jeg at jeg har fået et fint, lille indblik i byen Bujumbura
hvor motionsløb og trommespil i grupper er forbudt, hvor det er nærmest
ulovligt at fotografere og i landet hvor præsidenten – naturligvis – siden 2015
har været i gang med sine tredje præsidentperiode til trods for at forfatningen
dengang kun tillod to perioder. Sidenhen har den gode Hr Nkurunziza – hvordan
det så end er lykkedes ham – fået et stort flertal af befolkningen til at
stemme for at han kan blive siddende helt til 2034 – det er jo – i landet hvor
det er forbudt at løbe – godt at have lidt tid at løbe på..
Med mit SAS Eurobonus Guldkort i lommen står jeg som nummer
3 i business check in køen i lufthavnen da jeg fra Bujumburas lidet imponerende
internationale lufthavn skal flyve hjem med Star Alliance selskabet Ethiopian
Airlines. Jeg har kun håndbagage og har allerede tjekket ind på nettet, men
mangler mine boardingkort da jeg ikke selv råder over en printer. Den første i
køen tager 10 minutter at checke ind. Bagved ham står en fyr med tre gulvtæpper
der hver vejer over 50 kilo. Det er dejligt at det kun tager dem en TIME at
tjekke ham ind. Ind i mellem går de frem og tilbage mellem små kontorer, hvor
jeg antager at pengesedler bliver udvekslet og pakker desuden de lange
gulvtæpperuller lidt ud og ind. Undervejs kommer der tre gange en vigtig
VIP-mand – i to af tilfældene eskorteret af en uniformeret vagt – og snyder sig
som det mest naturlige i verden foran mig i business-køen. Da jeg endelig
kommer frem til skranken får jeg kun udleveret et boarding kort fra Stockholm,
Arlanda til København. Det mener jeg er lige i underkanten i forhold til hvor
jeg befinder mig. I business-skranken forefindes selvfølgelig ingen printer, så
den ugidelige mand må hver gang han skal udlevere et boarding-kort – hvilket
han ret ofte skal – møve sig igennem folkehoben til en af naboskrankerne. I
andet forsøg får jeg søreme også udleveret mit boarding-kort fra Bujumbura via
Kigali til Addis Abeba i Etiopien. ‘Så mangler jeg bare mit boarding-kort fra
Etiopien til Sverige’ informerer jeg manden der efter en kort tredje
spadseretur og efter samlet blot halvanden times indcheckningstid endelig
returnerer med mit tredje og sidste boardingkort. Der bor mange flinke
mennesker i Burundi – som i alle andre lande – men bortset fra at det var en
fornøjelse at møde adskillige af dem (og at bo på billigt luksushotel) må jeg
desværre erkende at Burundi mildest talt ikke står særligt højt på listen over
lande jeg har lyst til at vende tilbage til.
End of trip
– back to work – thanks for following – enjoy the pics.
Mange flere billeder kan ses HER
PS Tromme-videoerne i albummet er venligst udlånt af den
gode Ric Gazarian fra Counting Countries / GlobalGaz – de er optagede i Februar
2019 i den nye hovedstad Gitega – hvor det endnu (allernådigst) er tilladt
offentligt at slå på tromme i flok uden forinden at have opnået en dyr
offentlig godkendelse.
