Oysterboys Rejseblog

Ukristeligt tidligt om morgenen stiger vi ombord på den lettere bedagede airbus fra FlyDubai (Emirates lavprisselskab) der leder os væk fra mit land #196/196 og videre til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Der har vi lejet en lille Chevrolet Aveo og derfra sætter vi kursen mod Oman (turbeskrivelse fra De Forenede Emirater inkl. Abu Dhabi, Atlantis og de djævelske motorvejssammenfletninger i Dubai kommer senere).

Oman har Charlotte og jeg allerede besøgt. Det gjorde vi tilbage i 2008 før Jonas var kommet til og da Ava kun var halvandet år gammel. Men da vi ifm. Emirates/FlyDubai flyvningen til Eritrea kan få et 9-dages gratis stopover i Dubai har vi planlagt at gentage succesen. Dermed får vi mulighed for at vise vores børn – nu hvor de begge vil kunne huske opholdet – både kæmpeskildpadderne ved Ras Al Hadd på den arabiske halvøs østspids og fredagsgedemarkedet i beduinbyen Nizwa.

Vejene i Oman er gode, brede og lige. Motorvejene er mangesporede og der er næsten ingen biler. Benzinen koster (ligesom i Emiraterne) kun ca. 4 kr literen. Det er et super let land selv at køre bil i og den eneste reelle udfordring er at holde hastigheden nede så man ikke bliver blitzet af de mange radarer der konstant kontrollerer hastigheden (efter sigende må man køre op til 20 km/t over hastighedsbegrænsningen før man får en bøde).

Vores 400 kr pr nat Ras Al Hadd guesthouse som vi har udvalgt os som logi for den første nat ligger på stranden yderst på den arabiske halvøs næse. Præcis der hvor anslået omkring 20.000 grønne kæmpesuppekildpadder der hver typisk vejer over 100 kilo vralter op på stranden for at grave reder og lægge æg. Hotellet har en fin swimmingpool og vores værelse har en kæmpehjørnebalkon med fabelagtig strandudsigt og svalende brise i den knap 50 grader varme og lumre sommerluft.

Lidt længere nede ad kysten ligger Ras Al Jinz Turtle Reserve. Selv om det overskrider ungernes normale sengetid tager vi på en klokken 21.00 guidet skildpaddegruppetur (som temmelig ulogisk viser sig at starte klokken 20.30? – men vi kommer heldigvis i god tid og når den lige). Her er flere (og mere irriterende) turister end her var for elleve år siden. Til gengæld er her færre skildpadder. Ungerne er trætte og synes at to timer er i overkanten for en guidet rundtur hvor vi kun ser en 4-5 skildpadder, men vi når da at se et par af de grønlige kæmpe lægge æg og et par andre der møver sig ud i vandet efter endt forehavende. Til trods for at jeg har kørt bil i 9 timer og skal køre en del timer dagen efter går jeg i seng kl. 24 og står snart efter op igen allerede kl. 04.25 for at prøve på egen hånd at finde skildpadder før og i solopgangen. Efter et anstrengende kvarters vandring i det høje, løse sand nær vores hotel finder jeg i den mørke nat pludselig den første grønne kæmpekrabat nede i et hul den selv har gravet. Hullet befinder sig kun omkring tredive meter fra vandkanten, men det ligger på en lille forhøjning der sikrer skildpadden at dens rede ikke risikerer at blive oversvømmet. Mens dagen langsomt starter, knipser jeg – helt alene på en strand der strækker sig flere hundrede kilometer i begge retninger – fornøjet løs. Lidt senere ser jeg pludselig kaskader af sand blive kastet op i baggrunden og da morgenen gryer går det op for mig at to andre skildpadder har bygget redder ikke langt derfra. Før solen har vist sig bag horisontens tætte skyer er padderne efterladende deres karakteristiske skildpaddespor for længst vendt tilbage til havet (de lægger kun æg om natten når det er køligst). Ude i vandet kan jeg i solopgangen som knappenåle i en nålepude se hundredvis af skildpadder stikke hovedet op for at få luft. Eller hvad de nu laver – for skildpadder er også kendt for at parre sig ude i vandet hvor opdriften letter deres erotiske forehavende betydeligt. Selv om solopgangen pga. skydækket lader noget tilbage at ønske er det et magisk øjeblik og et jeg har drømt om siden sidst vi var her (hvor jeg desværre kun så skildpadderne om aftenen fordi jeg ikke gad stå op igen midt om natten).

Et par dage senere er vi kommet til byen Nizwa. Nizwa er kendt for sit store fredags-gede- og kvægmarked. Det afholdes tidligt om morgenen før det bliver for varmt og da vi var her for 11 år siden, kom vi desværre lidt for sent så vi nåede kun at se dagens allersidste handler. Denne gang har vi været oppe kl 05.00 og de meget søde ansatte på vores dejlige hotel har lavet morgenmadsbuffetten klar allerede til kl 06.00 en time før normal åbningstid. Allerede kl 06.30 ankommer vi derfor til området.

Gedemarkedet viser sig denne dag at være årets måske største da det finder sted blot to dage før Eid ul-Adha (som er ’den anden Eid’ – og ikke den der fejrer afslutningen af ramadanen, men i stedet den der fejrer profeten Ibrahims villighed til at ofre sin førstefødte søn Ishmael). Ved denne højtid ofrer hver familie typisk et dyr – hvorfor der altså i dag er usædvanligt godt gang i gedemarkedet. Det betyder også at selv den mindste og mest opportunistiske parkeringsplads for længst er taget så vi ender med at måtte parkere Aveo’en kreativt ved indkørslen til en privat gårdsplads lidt uden for byen.

Alle de lokale mænd og drenge er iført lange hvide kjortler og fine runde hatte der hedder taqiyah’er (men som kaldes kufi i mange vestlige lande). ”Tamam Sadiqi” råber jeg glad til dem (hej min ven på arabisk). Enkelte svarer ’Mia mia’ (100/100 på arabisk – dvs. jeg har det hundrede procent godt) og alle smiler de tilbage og lader sig gladelig fotografere. Her er ikke mange kvinder og de fleste af dem er beduiner iført en batmansagtig ansigtsmaske som hedder en batoola. Den bæres fortrinsvis af ældre beduinkvinder og formålet er ligesom for en Niqab at tildække ansigtet, men den er også praktisk ifht. at holde sand, støv og sol væk fra ansigtet.

I markedets midte trækkes geder den første time rundt i en stor cirkel og man kan byde på en ged når den kommer forbi. Da alle gederne er solgt, trækkes kvæget samme vej rundt og fra tid til anden spjætter en vild ko med bagbenene og forsamlingen inklusive de batmanlignende madammer må hvinende flygte derfra. Støvskyer hvirvles op og oplyses af den allerede skarpe morgensol når kvæget går bersærk. Temperaturen er allerede godt oppe over 40 grader og hele menageriet ligner noget fra en gammel arabisk film.

Vores rundtur i Oman slutter med et par tiltrængt tilbagelænede dage i hovedstaden Muscat. Vi bor på det samme fremragende Naseem hotel (400 kr pr nat) på havnefronten (som her hedder en ’corniche’) som vi boede på 11 år tidligere. Vi har også den samme fabelagtige udsigt (og den samme flinke og hyggelige indiske receptionist som en gang imellem godt gider at se lidt efter børnene). Vi besøger fiskemarkedet og ser en kæmpe friskfanget haj blive slæbt i land og nyder et par stille og fredelige dage da næsten alting er lukket pga. Eid-højtiden.

På vej tilbage til Dubai ligger vi vejen forbi Muscat forstaden Qantab og besøger søde, cool og gæstfrie Rachael MacIver i hendes fantastisk flotte hjem der ligner noget fra et boligindretningsmagasin (se næstsidste billede). Rachael er dansker, men har rejst og boet i mange lande, har arbejdet for det engelske militær og ernærer sig nu blandt andet som fotograf og har taget nogle fantastiske billeder af lokalbefolkningen og af lokale festivaler i Oman. Hun var med i DR1s ’Anne og Anders i Oman’ og efter at have set programmet skrev jeg til hende og spurgte om hun gav en kop te. Teen bliver dog til kaffe (som vi hellere vil have) suppleret med saftevand, kage og nødder. Vi når også at hilse på et par af hendes overstrømmende imødekommende naboer og går en lille tur ned til den lokale strand.

Efter at have besøgt Oman nu 3 gange (anden gang var mit besøg i Salalah i 2018 ifm. min tur til Yemen) må jeg konkludere at det er et af mine absolutte favoritlande i hele den arabiske verden. Civiliseret, velorganiseret, med fantastiske seværdigheder og en sød, gæstfri og imødekommende lokalbefolkning. En dag opdager resten af verdens turister det måske også.

Besøg i landet der kaldes ‘Afrikas Nordkorea’ – selv om det minder mere om en italiensk udgave af Cuba.

Det er ikke mange timer jeg har sovet, da landingshjulene på vores Boeing 737-800 fra AirDubai rammer landjorden. Min krop sitrer af spænding. Øjeblikket er ét, jeg har ventet på længe. 25 år har jeg været undervejs på min færd gennem alle verdens lande. Nu er vi her. I mit sidste land. Eritrea.

Vi startede hjemmefra lige over middag dagen forinden og tilbagelagde den første strækning fra København til Dubai med den kæmpestore Emirates Airbus 380 (øverste etage på Economy uden at betale for at komme derop). Langt om længe lykkedes det mig at komme ombord på et eksemplar af verdens største passagerfly. Fra midnat til klokken 03.45 opholdt vi os derefter i Dubais koloenorme lufthavn der var så stor, at det tog næsten en time (!) med en lufthavnsbus at komme fra terminal 3 til terminal 2. Børnene og Charlotte lagde sig på gulvet i terminalen og sov og har vel sammenlagt sovet 4-5 timer, da vi ankommer til Eritreas hovedstad Asmara. Jeg selv sover aldrig i lufthavne og jeg har max sovet et par timer.

Klokken 06.20 går vi ned ad trappen, og jeg sætter benene på asfalten i mit sidste af verdens 196 lande. Jeg overvejer forinden at lave en lille video også af dette øjeblik, men sikkerhedspersonalet i lufthavne er sjældent glade for at man filmer og taget i betragtning af, hvor meget jeg har kæmpet for mit visum (det kan du læse om her – http://www.expedition-everywhere.com/2019/08/09/how-to-get-visa-for-eritrea/) tænker jeg, at før vi har fået vores indrejsestempler er det ikke tiden at tage nogle chancer.

Stemplet får vi heldigvis aldeles problemfrit af en flink grænsebetjent der kun spørger om, hvor vi skal bo. Jeg svarer Albergo Italia selv om vi har tænkt os at bo på Africa Pension fordi jeg tænker at det nok er bedst at det overnatningssted vi angiver passer med vores tidligere visumansøgning (hvor jeg ikke ville skrive et alt for billigt hotel på). Land nr. 196/196 er i hus. At kalde lufthavnen for travl vil være en overdrivelse. Der er stort set ingen fly og uden foran terminalen ånder alt fred og idyl i den tidlige og lyse morgenstund. Hverken taxachauffører eller andet godtfolk antaster os. Under åben himmel venter vi ved et lille cafébord lige overfor lufthavnen, indtil Aron med en halv times forsinkelse kommer og henter os i sin gamle hvide Austin Montego. Aron er 35 år, ugift og søn af Tekeste fra Asmara Grande – manden hvis hjælp, vi ikke kunne have klaret os uden, manden der i ellevte time sikrede os det forjættede indrejsevisum. ”Jeg sad fast i trafikken” siger Aron, hvilket taget i betragtning af, der stort set ingen biler er på vejene under hele vores seks dage lange ophold i landet, er lidt af et mysterium.

Eritrea er meget anderledes end stort set alle andre lande. Det er ét af det afrikanske kontinents blot 3 tidligere italienske kolonier (de to andre er dele af Libyen samt det nuværende Somaliland). Det ligger isoleret ud til kysten overfor Yemen, lige over Afrikas Horn og grænser op til Etiopien, Sudan og Djibouti. Forholdet til Sudan er anstrengt og man har tidligere bekriget både Etiopien og Djibouti. Indtil for ganske nylig har grænsen til Etiopien været hermetisk lukket, og man har ikke kunnet flyve mellem landene. Grænserne til Sudan og Djibouti er fortsat lukkede (i hvert fald for turister).

’Piccolo Roma’ – Lille Rom – kaldes hovedstaden Asmara også, og som Afrikas svar på Cuba er det som om tiden her, har stået stille siden den italienske besættelse i 40’erne. Hovedstaden er en af de bedst bevarede kolonistilsbyer på hele kontinentet og mange traditioner holdes fortsat i hævd. Først på aftenen går en stor del af byens borgere deres daglige passeggiata – dvs. deres aftenslentretur. Mange husfacader er i Art Deco stil; biografen Roma lokker med lysekroner og røde plyssæder og en café i forhallen, der også ligner noget fra en anden tid. Albergo Italia hotellet ligner en kulisse i en Fellini-film og selv den mest undseelige cafe har på disken et monstrum af en original italiensk espresso-maskine, der stadig er i operation.

Men den mest specielle bygning af dem alle, er alligevel Fiat Tagliotello-bygningen. En nu forladt tankstation, der med to kæmpe vinger udspændt over de hedengangne tankningsområder er konstrueret, så den ligner et fly.

I udkanten af byen ligger ’Tank-kirkegården’ hvor krigsskrot ad libitum vidner om landets blodige historie. Her er alt hvad hjertet kan begære af udrangerede personbiler, fly, jeeps, busser og ja, selvfølgelig: tanks. Ved ankomst tjekker en maskingeværbevæbnet vagt vores adgangstilladelse som vi dagen forinden har skaffet os hos Turistministeriet.

Al rejse uden for hovedstaden kræver i Eritrea en særlig tilladelse. Kun til enkelte særlig udvalgte destinationer kan denne bevilling opnås og ovenikøbet er den datospecifik, dvs. man kan kun rejse på de dage, der er specifikt listet på den. Det skal ikke være alt for nemt.

”Du er fra Danmark” siger John fra Singapore, da vi dagen forinden træder ind på turistministeriet for at søge om tilladelser både til tank-kirkegården og til vores planlagte udflugt til kystbyen Massawa. ”Du poster altid billeder af din familie.” siger han, mens han peger rundt på Charlotte og børnene. ”Du mangler kun at besøge et land – og det er Eritrea – og det har du ikke postet om endnu” siger han til min store overraskelse. Selv om jeg i nogen tid har haft et femcifret antal sociale medier følgere, kan de gange, jeg er blevet genkendt på mine rejser tælles på en enkelt hånd. Det er samme dag, som vi er ankommet – altså præcis på dagen for mit sidste land og det ved John altså allerede. Syret.

Straks går han i gang med at udspørge mig om svære visa og andre småkontroversielle emner, som jeg i min tilstand af paranoia, ikke har den store lyst til at berette synderligt meget om lige her foran funktionærerne på turistministeriet, der samtidig lytter så intenst, at jeg næsten kan se deres ører gro. John vil selvfølgelig også gerne se mit kamera og er i det hele taget meget interesseret. Det er smigrende med en ’fan’ – timingen er bare elendig. ”Are you an artist?” spørger den søde dame, der er ved at lave vores tilladelser så. ”Or a photographer?”. Vel vidende at journalister formenes adgang til landet, skynder jeg mig at finde på en røverhistorie om at jeg bare har en lille hobby-rejseblog og går i stedet med allerstørste interesse i gang med at se et hav af damens egne billeder, som hun med ivrighed og entusiasme bruger lang tid på at fremvise på sin telefon.

Dagene i Asmara går med at drikke god kaffe, slentre rundt mellem de mange Art Deco bygninger, gå på markeder og bowle. I hovedstadens såkaldt Multi-Sports-Arena findes verdens angiveligt ældste stadigt fungerende bowlingbane. Den er fra 50’erne og menes at være bygget af de amerikanere, der dengang havde base i landet. Vi besøger også en italiensk skole, hvor de kvikke teenagere – modsat de fleste andre børn, som allerede har sommerferie – er i gang med at forberede deres matematik-eksamener.

Ud over kolonistilscharme byder landet også på en del udfordringer. Af alle de lande jeg har besøgt, er det måske det mest afskårede. Under hele opholdet har vi ikke noget mobilsignal og WiFi er stort set ikke fungerende. Selv om jeg køber adskillige timers internetadgang på et luksushotel, ikke langt fra vores hyggelige pensionat lykkes det mig først den sidste dage at åbne en eller to simple websider(!) (efter jeg har fået installeret en VPN klient så jeg ikke bliver blokeret). Alt hvad jeg får igennem er lidt mails i klar tekst, og på Facebook kan jeg se folks tekstopdateringer, men ingen billeder. Altså stort set ingen websider, ingen nyheder, ingen Insta, ingen Messenger, ingen kommunikation med omverdenen andet end gammeldags e-mails, hvor man må vente et par dage med at tjekke for svar. Strømmen kommer og går, og det gør det rindende vand på vores økonomiklassehotel Africa Pension også. Til gengæld lyder det som om, hele hotellet er ved at blive revet ned, mens badeværelsesgulvet hakkes op på naboværelset (som vi har boet på de tre tidligere nætter inden renoveringen og som er det værelse jeg postede et billede fra) – en renovering der i øvrigt er stærkt tiltrængt.

Besøget i Massawa med en enkelt planlagt overnatning bliver desværre ikke til noget til trods for at vi har fået vores tilladelser. Om det er det manglende vand og el, der er årsagen til den manglende resturationshygiejne, skal jeg lade stå hen i det uvisse, men både Charlotte og jeg selv får på skift dårlig mave (efter at have spist på vores foretrukne restaurant med det semi-cool navn: ”New Fork Restaurant”). Der er 3-4 timers hårnålesvingskørsel hver vej fra hovedstaden til Massawa nede ved kysten og det samme tilbage igen.  Det er regntid og periodevis vælter regnen ned og der ligger tyk tåge om bjergene. Med en familie, der nogle gange godt kan blive lidt køresyge og med tynde maver, kan jeg ikke helt se finten ved at tage en gammel lokalbus 2.500 højdemeter ned gennem bjergene for at se en lille kystby, der ikke ligefrem bugner med attraktioner. Selv om vi med dagtemperaturer på omkring de 20 grader oppe i det regnfulde højland godt kunne have brugt en dags strand og varme.

At vi ikke kommer til Massawa giver os mere tid i Asmara. Mens Charlotte ligger derhjemme med dårlig mave og ungerne spiller iPad går jeg på opdagelse. Da jeg er nede hos Bereket i den nærmeste lokale biks for at købe vand og bananer falder jeg i snak med en gut. ’Hawei Kemei’ siger jeg til ham for det har jeg lært betyder ’Hej min bror’ på Tigrinya (som er det mest udbredte sprog i Eritrea). Fluks inviterer han mig derefter med til barnedåbsefterfest i et telt der er slået op midt på kørebanen. Hvordan det kan være man så ofte bliver impromptu inviteret med til bryllupper og andre fester i tredjeverdenslande har jeg aldrig helt forstået. Men der er gang i den med lokal brændevin, te-ceremonier, popcorn, mad i lange baner og professionel fotograf og dj.

Samme dag er hele den gamle del af Asmara by spærret af fordi der afholdes gadecykelløb. Banen kan ikke være særlig lang for omtrent hvert femte minut kommer feltet ræsende forbi. Cykelløb er nærmest nationalsport i Eritrea og en af rytterne ved navn Daniel Teklehaimanot – får jeg at vide – er tidligere indehaver af bjergtrøjen (i 2015) i Tour De France.

Vi bliver også inviteret hjem til den gode Tekeste og hans søn Aron fra rejsebureauet Asmara Grande til trods for at vi ikke har købt nogle af deres (sikkert udmærkede) ture – og kun har brugt dem til (uundværlig) hjælp med vores visum (som jeg har måttet insistere på at få lov til at betale for). Tekeste bor i et kæmpe hus som han siger har en markedsværdi på en million dollars(!) (han har købt det for 85.000 USD i 1987) og han og hans kone og søn er fortrinligt selskab. Den traditionelle middag består (selvfølgelig) af njara (gæret madpandekage ligesom dem man får i Etiopien) med kød i sovs, kartofler og ris. Til dessert er der kaffe og appelsiner og popcorn inden Tekeste henter en flaske 12 år gammel skotsk single malt whisky som vi går i krig med mens ungerne kæler for familiens hund som hedder ’Shaft’ (opkaldt efter filmen af samme navn – amerikanske film er en stor ting i Eritrea). Tekeste fortæller i øvrigt at den eneste udenlandske gæst han nogensinde har inviteret til overnatning var min gode facebook-ven Tony Giles (www.tonythetraveller.com) – den første (og mig bekendt eneste) blinde mand i verden der forsøger at besøge alle verdens lande.

Således slutter vores ophold i mit land nr 196/196 i et land der er uretfærdigt isoleret og som bestemt har (og har haft) sine udfordringer. Men også et land med seje, kloge, stolte, venlige og hårdtarbejdende mennesker som aldrig opgiver håbet.

Det var det fra mit sidste land – Next up er Forenede Emirater og Dubai – som tre af os allerede har besøgt, men som vil bringe Jonas op på 66 besøgte lande.